»Gråt og stille.«
Sådan ser udsigten ud for denne mandag midt i november.
Så har du brug for en opmuntring her midt i efterårsmørket, så er det altså ikke dagens vejrudsigt, der får dig i bedre humør.
»Der er ikke noget som helst hul i skyerne i nærheden af Danmark, så det bliver gråvejr fra morgen til aften,« lyder den lidt nedslående melding fra den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Jesper Eriksen, mandag morgen.
Han forudser til med også »lidt finregn hist og her«
»Men det bliver meget i småtingsafdelingen. Det .bliver ikke meget nedbør, der kommer,« tilføjer han.
Og – som antydet i indledningen – får vi ikke særlig meget vind.
Temperaturerne bliver også beherskede: mellem seks til otte grader.
»Vejret ændrer sig ikke meget i løbet af dagen. Det er, som om det står i stille. Det er ret monotont,« siger meteorologen.
København, Aarhus, Odense og Aalborg
På dette sted plejer vi altid at kaste et hurtigt blik på vejrudsigten for de fire største byer, men mandag er der simpelthen ingen forskel på, hvordan vejrguderne fordeler goderne.
»Vi får samme vejrtype over hele landet. Der bliver ingen forskel. Hverken i de fire største byer eller på resten af landet,« understreger Jesper Eriksen.
Og som om det ikke var slemt nok, så kan vi se frem til en gentagelse af det hele tirsdag.
Til gengæld lover DMI en ændring omkring onsdag, hvor en front kommer ind over landet.
»På bagsiden af den klarer det op vestfra, men så kommer der nye skyer ind over landet torsdag,« siger Jesper Eriksen.
Sådan en start på ugen kan nok får de fleste til allerede nu at begynde at længes efter weekend, men vejrmæssigt bliver der ikke meget at råbe hurra for, når vi kommer så langt.
»Weekenden tegner til at blive mild og grå,« konstaterer den vagthavende meteorolog, så i begyndelsen af næste uge øjner køligere temperaturer og udbredt nattefrost.
»Så har man endnu ikke fået vinterdæk på bilen, så er det nok nu, man skal have det gjort,« lyder det.



