Tro, håb og kærlighed - størst af dem er kærligheden.

Sådan sagde præsten til Cecilie Hother og hendes mand, Thomas Gregers Honoré, ved deres tredje vielse.

Det skriver TV 2-værten på Instagram.

Parret, som første gang blev gift i 2018, har valgt at blive gift igen, fordi de ikke vil tage kærligheden for givet.

- For os hænger det sådan sammen, at efter alt det, vi har oplevet, så tager vi hverken livet eller kærligheden for givet, skriver Cecilie Hother på Instagram og fortsætter:

- Så når vi skal giftes igen - eller velsignes, som det jo hedder, når man er gift flere gange - så er det dejligt at bruge momentet til at tænke over, hvorfor har vi valgt hinanden som livspartnere, og hvor heldige vi er med at have hinanden.

Også sidste år blev parret gift igen, mens hun var gravid.

Cecilie Hother og Thomas Gregers Honoré blev i 2016 forældre til en datter, som sidste år fik en lillebror. Forinden havde parret mistet en ufødt søn i 2019.

Hun skriver videre i opslaget, at hun håber på endnu flere velsignelser med sin mand.

Cecilie Hother og Thomas Gregers Honoré mødte hinanden i 2011 på en cykeltur fra Nordsjælland til Paris med Team Rynkeby. Venskabet udviklede sig til et forhold i 2014, og efter tre års forhold forlovede de sig i 2017.

Cecilie Hother begyndte sin tv-karriere på TV 2 i 2008 som vejrvært og har siden været med til at opstarte TV 2 Fri som en af de bærende værter.

I 2010 vandt hun den syvende sæson af "Vild med dans" sammen med den professionelle danser Mads Vad.

/ritzau/