Interview bidrog til prinsesse Dianas "frygt, paranoia og isolation" de sidste år, siger prins William.

Prins William mener, at BBC har svigtet sit ansvar i sagen om et kontroversielt interview fra 1995 med hans afdøde mor, prinsesse Diana.

Det siger han torsdag, nogle timer efter at en intern BBC-undersøgelse er blevet offentliggjort.

Undersøgelsen har vist, at BBC-journalisten Martin Bashir handlede upassende og i strid med den britiske tv-stations etiske regler, da han fik interviewet i stand.

- Det er min faste overbevisning, at den bedrageriske måde, hvorpå interviewet kom i stand, i høj grad havde konsekvenser for det, som min mor sagde. Interviewet bidrog til at gøre mine forældres forhold værre og har siden såret utallige andre, siger Prins William i en videoudtalelse og fortsætter:

- Det gør mig ubeskriveligt trist at vide, at BBC's svigt har bidraget i betydelig grad til hendes frygt, paranoia og isolation, som jeg husker fra de sidste år med hende.

- Jeg mener fuldt og fast, at dette Paranoma-program ikke har nogen legitimitet og aldrig burde sendes igen.

Også prinsesse Dianas anden søn, prins Harry, kritiserer medierne - dog uden at nævne BBC direkte.

- Eftervirkningerne af en kultur med udnyttelse og uetiske praksisser tog i sidste ende hendes liv, siger Harry.

Han takker dog også dem, som "har taget en eller anden form for ansvar".

- Det er det første skridt mod retfærdighed og sandhed, siger prins Harry.

BBC-undersøgelsen har set nærmere på, hvordan Martin Bashir formåede at få interviewet i hus.

Konklusionen er, at journalisten præsenterede prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, for falske kontoudtog og andre dokumenter.

Det skete for at etablere tillid og overtale Spencer til at sætte et møde i stand med sin royale søster.

BBC har undskyldt for interviewet.

- BBC kan ikke skrue tiden tilbage efter et kvart århundrede, men vi kan give en fuld og uforbeholden undskyldning. Og det giver BBC i dag, siger tv-stationens generaldirektør, Tim Davie, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bashir indgav tidligere på måneden sin afsked hos BBC. Han har sagt, at det skyldes helbredsårsager.

I en første kommentar torsdag siger han ifølge nyhedsbureauet AFP, at han i dag fortryder den måde, som interviewet kom i stand på.

Diana og Charles blev skilt i 1996. Året efter blev Diana dræbt ved en bilulykke i Paris. Hun blev 36 år.

Prins Charles og Camilla Parker-Bowles blev gift i 2005.

/ritzau/