For en pige fra landet virker livet i Gentofte, en af landets rigeste kommuner, meget eksotisk. Og selv om forfatteren Karin Heurlin selv er gået i gang med at tabe sig, gå i dyrt tøj og kindkysse på Strandvejen, har hun stadig en indre stemme, der siger, at det er sært at sende sin hund til psykolog.
Kender du Himmellund? Stedet, hvor solen skinner lidt mere end andre steder. Stedet, hvor kvinderne er tyndere end slanke, og hvor bilerne er enten meget større eller langt mindre – men smartere – end i andre kommuner. Og stedet, hvor pengene flyder i en lind strøm, uden at nogen taler om det, og hvor samtalerne i stedet drejer sig om den nyeste grønne juice, den rigtige øko-bondegård og det helt perfekte sted at tage på retreat. Det lyder måske som et fantasisted, og Himmellund findes da heller ikke i virkeligheden. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Himmellund er et fiktivt sted, som forfatteren Karin Heurlin har opfundet til sin seneste roman '7 år efter', men hun lægger ikke skjul på, at hun er stærkt inspireret af det område, hun selv bor og har boet i det meste af tiden, siden hun var 29 år: Hellerup og Gentofte.
»Jeg lever jo selv i noget Himmellund-agtigt noget. Jeg bor et privilegeret sted i Danmark med nogle privilegerede mennesker omkring mig. Jeg er et sted i livet, hvor jeg ikke skal have flere børn, der er egentlig ikke flere kampe at tage, jeg er der, hvor jeg gerne vil være – og hvor jeg har drømt om at være – og det er alle mennesker omkring mig også. Og så burde det hele jo være let. Der burde ikke være noget at skrive om. Men det er ikke bare let. Det synes jeg ikke, at det er, og jeg oplever, at der er mange, der går og bøvler med alt muligt.«
Kan du komme med et eksempel?
»Når man ikke har noget problem, kan det godt gå hen og blive et problem. Jeg synes, at folk eksempelvis snakker så meget om, hvordan man skal trække vejret, og hvordan man skal spise. Altså, det er jo helt basale ting, som lige pludselig er blevet et projekt og noget, man skal bøvle med. Og jeg synes også, at rigtig mange er ulykkelige og føler, de er det forkerte sted i livet. Der er så meget stress og angst. Og jeg synes simpelthen, at det er interessant at skrive om, hvorfor det, der skulle være så let, faktisk er ret svært.«
Hvilke udfordringer har du selv?
»Jeg synes blandt andet, at det her voksenstadie, jeg er i nu, er ret svært. I alle andre stadier af livet har jeg skullet noget. Gå i skole. Have en uddannelse. Møde manden, jeg skulle have børn med. Have gang i en karriere. Men nu skal det bare køre rundt. Og det synes jeg godt, at der kan gå lidt tomgang i. Det er svært, synes jeg. Jeg er ikke ret god til det der lange seje træk, hvor man tømmer opvaskemaskine, kører børnene til musik og laver aftensmad. Hver dag. Jeg er gået død i det én gang, og så blev jeg skilt.«
Karin har tidligere skrevet romanen 'Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere', der langt hen ad vejen var baseret på egne oplevelser i forbindelse med hendes skilsmisse i 2012. Den aktuelle roman handler om Mette, der er flyttet fra en jysk landsby med mand og tvillinger til Himmellund. Hun gør alt, hvad hun kan for at passe ind og forstå de nye omgivelser. Et tema, som Karin også i høj grad kan kende fra sit eget liv.
»Jeg er født og opvokset uden for Bogense på Fyn. Langt ude på landet. Da jeg mødte min eksmand som 29-årig, havde jeg boet nogle år i København i en lille fremlejet lejlighed. Han var 17 år ældre end mig og havde fire børn, to ekskoner og to børnebørn. Det var en kæmpe omvæltning for mig at flytte ind i hans store villalejlighed i Hellerup med au pair og guldtapeter. Det er nok det største skift i mit liv nogensinde. Jeg havde aldrig været i Hellerup før, og jeg syntes, det var en helt anden verden. Folk så anderledes ud, havde et andet sprog og nogle andre spilleregler.«
Hvordan så de anderledes ud?
»Noget af det første, jeg tænkte, var: Hold kæft, nogle tynde håndled alle kvinderne har ...«
Det beskriver du også indgående i din roman?
»Ja, og det mærkelige er, at nu har jeg boet her i kommunen i så mange år, og jeg kan jo se, at jeg selv er blevet en af dem. Jeg tabte mig helt vildt meget, efter jeg flyttede herud. Det var meget mærkeligt, men det handlede jo nok om, at jeg gerne ville passe ind. Jeg går også i det samme tøj som alle andre herude, og jeg kan tage mig selv i at kindkysse på Strandvejen eller sidde og snakke med en veninde om et nyt, dejligt meditationshold, jeg har været på, og bagefter høre om hendes hundepsykolog. Samtidig er der en stemme inde i hovedet på mig, der siger: Hvad ER det dog, vi sidder og snakker om, haha.«
Så du føler dig stadigvæk anderledes?
»Ja, og det synes jeg er så interessant. Jeg føler mig stadig sådan lidt udenfor. Men måske er det bare en grundfølelse for alle mennesker? Jeg er dog glad for at bo her. Når man lærer folk at kende, finder man jo ud af, at selv om de ser utrolig smarte ud og går vildt meget op i boligindretning, så er de faktisk smaddersøde. De er ikke monstre. Det er noget af det, jeg prøver at beskrive i min bog. Alle karakterer i min roman har både gode og dårlige sider. Også hovedpersonen.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
