Den kendte familieretsadvokat Anja Cordes’ liv ændrede sig for evigt, da hun fik konstateret en hjernetumor. Men hun bider tænderne sammen og er opsat på fortsat at gøre en forskel for andre mennesker.

”Tag et glas vand og et karbad”. Sådan sagde Anja Cordes til sine børn – og til alle andre – før i tiden, når de gik og klagede over småskavanker. Engang gik hendes datter med en brækket arm i tre uger, før den blev undersøgt, for det var da nok ikke noget.

»Før i tiden sagde jeg altid: ”Sygdom? Det bruger jeg ikke”. Men jo, jeg trak den da nok for længe, da min datter havde ondt i armen dengang, og set i bagspejlet har jeg nok også været lidt for arrogant og hoven, når jeg sagde, at det med sygdom var noget pjat. Jeg har ikke ejet et termometer, siden børnene var små, og jeg må indrømme, at jeg stadig tror, at det har sparet mig for en del influenzaer og småsygdom, at jeg aldrig har fokuseret på sygdom.«

Anja Cordes ligner sig selv, som vi kender hende som en af Danmarks førende familieadvokater, men bag det myndige ydre ligger en anden historie: For tre år siden slog en hjernetumor benene væk under hende fra det ene øjeblik til det andet. I dag har hun fundet en ny måde at leve og - forhåbentlig – arbejde på.

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Et aktivt liv

Frem til marts 2017 levede Anja et meget aktivt liv med familie, venner og et arbejde, der fyldte rigtig meget, men en mandag formiddag forandrede alt sig:

»I løbet af formiddagen fik jeg en voldsom kvalme. Så meget, at jeg følte behov for at kaste op. Jeg måtte tage min papirkurv og kaste op i den, og ude på toilettet kastede jeg op igen. Som jeg sagde før, er sygdom noget, jeg normalt ignorerer, men det her var så påtrængende, at jeg var nødt til at tage mig af det.
Hun var selv mest tilbøjelig til at lægge sig lidt på sofaen, men hendes veninde, som er praktiserende læge, fik hende kørt på sygehuset.«

»Næste morgen ville lægen have, at Knud skulle være der, når jeg fik resultatet. Det lød jo ikke godt. Det viste sig, at der var konstateret celleforandringer i hjernen, og det eneste jeg kunne tænke var, at det jo så var kræft, men lægen sagde, at det kunne også godt være godartet. Det var det jo så ikke ...«

Hun skulle have en biopsi, og mens hun ventede, var hun bange.

»Jeg sagde farvel til børnene, og jeg sagde: 'Husk nu, at vi har haft et godt liv og har været glade.' Det var skrækkeligt. Jeg var totalt forstenet. I chok.«

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Fokus på det positive

Da hun fik den endelige besked, var den næsten ikke til at bære. Hun havde kræft i hjernen. En tumor på størrelse med en fersken. Den gode nyhed var, sagde lægen, at Anja kunne blive opereret 14 dage efter.

»Så gik der 14 svære dage, hvor jeg ventede på operationen. Jeg var egentlig ikke bange, for biopsien var jo gået fint, så det ville operationen nok også gøre. Det gjorde den også, sagde lægen, da hun kom ind bagefter. De havde fået det hele med, men hun var alligevel ikke glad, sagde hun så. Det viste sig, at der var opstået en blødning i hjernen under operationen, som gjorde, at jeg var blevet lam i venstre side.«

Hendes hverdag bliver aldrig den samme.

Foto: Peter Nørby
Vis mere

»Jeg mangler overblikket. Jeg har for eksempel cirka en million tørklæder, og jeg kan ikke finde dem. Jeg kan heller ikke finde ud af, hvor jeg har lagt mine smykker, og jeg har fået lidt svært ved tal. Hvis vi ser en film i fjernsynet, må jeg ofte sige til Knud, at jeg ikke forstår plottet, det ville aldrig være sket før. Men jeg kan også mærke, at jeg giver lidt hurtigere op, for jeg gider ikke rigtig finde ud af det. Jeg har mistet noget af mit syn, og jeg må ikke længere køre bil, fordi jeg også fik et epileptisk anfald som følge af alt det her. Det gør mig jo meget afhængig. Nu har jeg gudskelov en mand, der gider køre mig, men ...«

Hun holder for første gang en lille pause. Ser berørt ud.

»At miste sin uafhængighed og sin frihed, når man har været et meget selvstændigt og uafhængigt menneske, det er svært. Jeg kan ikke engang forlade lejligheden alene, for jeg kan ikke selv binde mit ene snørebånd. Det værste er det kontroltab og det værdighedstab, man oplever, når man bliver afhængig af andre. Det har jeg det også svært med. Samtidig må jeg sige, at jeg føler mig heldig. Når jeg kommer ud på mit træningscenter, sidder der jo mennesker i kørestol, som er handicappede efter en hjerneblødning eller blodprop. I forhold til dem, er jeg sluppet billigt, og jeg er virkelig bevidst om at fokusere på alt det, jeg kan, i stedet for at fokusere på alt det, jeg ikke kan.«

At give slip

For noget tid siden var Anja hos en kropsterapeut, hvis tese er, at alt, hvad man har været udsat for, aflejrer sig i kroppen i form af fysiske traumer. Han trykkede hende forskellige steder på kroppen, og sagde til hende, at nu var tidspunktet kommet, hvor hun skulle holde op med at bide tænderne sammen.

»Behandlingen gjorde ondt, den varede en time, og jeg græd som pisket. Jeg græder ellers normalt aldrig. Bagefter følte jeg sådan en forløsning, men jeg var samtidig overrasket over hele forløbet. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en, der i særlig grad bider tænderne sammen, men hvis jeg var blevet spurgt, om jeg gjorde det, ville jeg da have sagt, ja, men hvad i alverden skulle jeg ellers gøre?«

»Når man har været ude for det, jeg har været ude for – og det, som mange mennesker er ude for – så bider man da tænderne sammen. Jeg kan ikke bare sige ”nej, jeg gider ikke, jeg ville hellere være død”. Jeg har tre børn, tre børnebørn, en mand, en mor, en søster og et godt liv, jeg har brug for at være i live. Jeg forstod slet ikke den opfordring til, at nu var det slut med at bide tænderne sammen. Da jeg havde tænkt over det, efter jeg var gået fra behandlingen, havde jeg lyst til at gå tilbage til ham og spørge: ”Hvad skulle jeg ellers gøre? Skulle jeg lægge mig i sofaen og putte et tæppe over hovedet?” Nej, for så ville jeg være et offer, og det ligger ikke til mig.«

Så du bider stadig tænderne sammen?

»Ja, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle gøre? Jeg kan da ikke bare lægge mig ned og tude.«

I stedet for at tude har Anja Cordes en plan for fremtiden: Hun stræber efter at komme til at arbejde som mediator. En mediator er en konfliktmægler, hvis rolle er at få uenige parter til at tale sammen og finde frem til nogle løsninger, som de kan leve med hver især.

»Jeg uddannede mig til mediator for over ti år siden, og det er den mest interessante og største personlige og faglige udvikling jeg har været igennem, siden jeg blev færdig som advokat. Det er kæmpe spændende og interessant at have med mediation at gøre. Indtil videre har jeg indgået en aftale om at bistå bl.a. organisationen ”Home-Start”, som rådgiver er unge familier.«

Hvorfor kan du bedre arbejde som mediator end som advokat?

»Som advokat har du et ansvar, når du rådgiver. Det har du ikke som mediator. Mediation foregår typisk ved, at parterne sidder og taler sammen, og så hjælper mediatoren dialogen på vej ved at stille spørgsmål og samle op. Jeg er en ivrig fortaler for mediation efter at have virket som advokat i familieretssager i 30 år, for mediation er det eneste rigtige af hensyn til børnene. Når folk bliver skilt, har de ofte svært ved at skille deres eget behov fra børnenes behov.«

»Mediation kan løse op for frustrationer og jalousi, og man kan nå til bunds i tingene. Det kan man ikke i retten, for det gider dommeren ikke høre på i timevis. Hvor mediation fokuserer på behov og interesser, er retssager traditionelt baseret på bagudrettet historie og fremtidige krav og rettigheder. Jeg har så mange erfaringer i familiesager, jeg er ikke bange for konflikterne eller folks følelser, for jeg har set det så mange gange, så jeg føler virkelig, at jeg kan bidrage med noget, som kan have en værdi.«

Hvordan kan det være, du kunne jo nyde dit otium og tiden med din mand, børn og børnebørn?

»Jeg savner simpelthen at have den kontakt med andre mennesker. Det er måske meget selvisk, men i virkeligheden savner jeg den glæde og bekræftelse, der ligger i at gøre noget for andre. Det er en kæmpe tilfredsstillelse for mig at hjælpe andre mennesker med noget, jeg synes, jeg kan hjælpe med, og det er en stor glæde. Det savner jeg.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.