'Når afsløringstiden kommer, så skåner jeg ingen af jer.'

Sådan skriver den dansk-kurdiske kendte forfatter Sara Omar onsdag eftermiddag på Facebook.

I et langt opslag beskriver den 33-årige forfatter, hvordan hun er træt af at modtage eksplicitte billeder fra mænd i sin indbakke.

Hun begynder dog opslaget med pænt at takke nej til de 'mange date-henvendelser og smigrende ord':

'Jeg må meddele, at jeg ikke søger en partner, og jeg har det utrolig godt med at bare være dér, hvor jeg er, nemlig - FRI,' skriver hun, inden hun skruer bissen på over for dem, der sender såkaldte 'dickpics' til hende:

'Til de af jer, som har travlt med at sende billeder med mere for stolt at vise mig jeres kronjuveler og mandslem i jeres masturberende hænder - STOP,' skriver hun.

Herefter smider hun truslen til de mænd, der baseret på deres profilbilleder ikke er singler:

'Når afsløringstiden kommer, så skåner jeg ingen af jer. Især de af jer, hvis profilbillede afslører en familie bestående af kone og børn. I burde vide bedre!'

På omkring fire timer er der raslet knap 200 kommentarer ind på opslaget, hvoraf de fleste støtter Sara Omars budskab.

'Godt brølt, du skønne kvinde,' lyder en af kommentarerne.

'Du har betydeligt mere - undskyld mig - nosser end hovedparten af mænd!! Klø på med dit projekt og al mulig held og lykke herfra!' lyder en anden.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sara Omar, men hendes forlag oplyser, at hun ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.