Uger med politisk pres, direkte tv og skarpe dueller.
Nu er det ved at være slut.
Og for Kåre Quist venter der noget helt andet end statsministerdueller.
'Så snart valget er ovre tager min fly-tossede søn og jeg på drengetur. Vi skal spotte fly i Schiphol Amsterdam,' skriver han på X.
Efter en intens valgkamp, hvor han blandt andet har modereret store debatter som Demokratiets Aften, trænger DR-værten til at koble af.
Og det bliver ikke på en klassisk charterferie.

Planen er i stedet et hotel tæt på landingsbanerne i Amsterdam – med maksimal udsigt til fly.
Quist har været en central figur i DR’s valgdækning siden 2011, og årets valg er hans femte som studievært.
Valgkampen er en særlig periode – både mentalt og fysisk.
Han har tidligere fortalt til B.T., at hverdagen ofte bliver en undtagelsestilstand med lange dage, træning, junkfood og lidt søvn.
»Jeg er jo så knastør, at jeg har øvet mig i at være mere neutral end maling, der tørrer på væggen«, har han fortalt.
Samtidig mærker han presset udefra.
Seere stopper ham på gaden med ønsker, og på sociale medier vælter det ind med input før debatterne.
Efter statsministerkandidatdebatten lød der også skarp kritik fra flere medier.
B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen var blandt de mest kritiske.
»Hele DRs debatkoncept burde blive smadret af en hammer,« lød den kontante dom.
Hos Ekstra Bladet blev debatten kaldt en »tørvetriller« og Kåre Quist blev stærkt kritiseret for »fiksfakserier, som mest af alt fik debatten til at fremstå som en flad MUS (mussamtale, red).«
Også Politiken var også klar i mælet.
»Det var en skidt idé, Kåre Quist.«
Alligevel er det netop intensiteten, der gør hele arbejdet særligt.
Når valgkampen topper, er der ifølge Quist »så meget på spil«, at selv små øjeblikke kan udvikle sig dramatisk.
Men når sidste stemme er talt op, handler det om noget helt andet.
Om far og søn.
Og om fly på himlen over Amsterdam.

