Der var lagt op til det helt store opgør, da statsministerkandidaterne Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V) tørnede sammen i duel på DR søndag aften.

Men B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen er mildest talt langt fra tilfreds.

»Det var røvkedeligt,« lyder den kontante første melding. 

Ifølge ham var debatten præget af flere lavpunkter end højdepunkter – og han går så langt som at svinge hammeren mod DRs debatformat. Det vender vi tilbage til.

Første punkt i Joachim B. Olsens dom er svært at slå fast. 

»Lad os være ærlige, det er svært at finde et højdepunkt. Det var en debat fyldt med lavpunkter og gentagelser af argumenter, vi har hørt hundrede gange før,« siger han og fortsætter:

»Så skulle de sidde og kigge på hinanden og sige ting, som de har sagt tusind gange før. Der var ikke nogen spænding.«

Måske udeblev spændingen netop på grund af en særlig detalje i DRs koncept – og det leder til næste punkt.

Undervejs i debatten havde DR bestemt, at kandidaterne skulle trække et emne og tale om det på skift, mens de trykkede på et skakur.

Det faldt ikke i god jord hos Joachim B. Olsen – og derfor får konceptet aftenens hammer. 

»Hele DRs debatkoncept burde blive smadret af en hammer,« siger han.

»Debatten kom jo aldrig til at flyde. Det ødelagde rytmen i debatten, at de skulle sidde og trykke på det latterlige skakur.«

Han mener, at debatten blev kvalt af konceptdelen, og at det var med til, at det aldrig rigtig slog gnister mellem de to kandidater.

»Jeg havde håbet, at man fik lidt mere. At forskellene blev trukket stærkere op, og at de angreb hinanden noget mere,« siger han.

Den missede mulighed er Joachim B. Olsen dog ikke i tvivl om, hvem der bærer ansvaret for – og den ligger hos Troels Lund Poulsen.

»Troels Lund får ikke bragt udlændingepolitik på banen. Han burde have trukket udlændingedebatten ind og spørge, hvad kan man regne med, hvis Socialdemokratiet bliver afhængige af Alternativet og Enhedslisten,« siger han og fortsætter:

»Den tvivl skal han så hver eneste gang, han er i debat med Mette Frederiksen. Og det gjorde han på ingen måde.«

Samtidig vurderer han, at Mette Frederiksen klarede sig bedst i første halvdel af debatten, mens Troels Lund Poulsen var stærkest i anden halvdel.

»Særligt udgangsreplikken – det sidste tema – vandt Troels Lund Poulsen klart. Han stak i det mindste en politisk retning ud, da han skulle svare på, hvad han ville. Mette Frederiksen sagde bare noget intetsigende bavl om, at hun ville være statsminister for hele Danmark,« siger han.

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.