I ‘Mig og min valgkamp’ kommer vi helt tæt på de garvede ansigter, der styrer nationen gennem valgkampen og valgnattens mest intense timer, når magten skifter hænder.

Rent fysisk er valgkampen en forvirrende periode for DR-vært Kåre Quist, hvor det er vigtigt at stå skarpt hver eneste dag, men hvor kalorietung mad frister på bizarre tidspunkter – og så har han en skarp bemærkning til statsminister Mette Frederiksen.

I sin rolle som moderator på valgdebatterne har Kåre Quist bevidnet flere opsigtsvækkende øjeblikke.
I sin rolle som moderator på valgdebatterne har Kåre Quist bevidnet flere opsigtsvækkende øjeblikke. Bjarne Bergius Hermansen/Ritzau Scanpix

Hvor mange folketingsvalg har du dækket?
»Jeg har dækket valg som studievært siden valget i 2011. Så det må være mit femte folketingsvalg, det her.«

»Jeg kan huske, at det overraskede mig, hvor vildt det er, og hvor meget det fylder i befolkningen, og hvor meget de læser det ind i mig. Der er folk, der stopper mig på gaden og siger: 'Nu skal I også huske at snakke om det her'.

»Da jeg for eksempel lagde noget op på sociale medier inden den første partilederdebat i år, væltede det ind med beskeder fra folk. 'Husk nu klimaet', 'husk nu Iran' og så videre. Jeg synes, det er hyggeligt, og det gør også, at man kan mærke, at det hele koger på en måde.«

Hvordan vil du beskrive dit forhold til det danske folketingsvalg?
»Jeg er jo så knastør, at jeg har øvet mig i at være mere neutral end maling, der tørrer på væggen. Men jeg er interesseret i politik, og det er er også derfor, at Natasja Crone og jeg kan lave en partilederrunde med så kort varsel, da valget blev udskrevet.«

»Jeg var jo så kvik, at jeg fik skrevet på X, at det ikke blev udskrevet den dag. Men der kunne jeg tro om igen, og efter et par timer sammen kunne Natasja og jeg gå i studiet og lave debatten.«

»Og det kan jeg kun fordi, jeg er interesseret i politik til daglig og hører 100 forskellige podcasts om politik.«

Hvilket valgøjeblik, som du dækkede på tv, står klarest i din hukommelse?
»Jeg husker særligt partilederdebatten på Demokratiets Aften i koncerthuset ved det seneste valg. Det var virkelig en vild dag. Der var så meget knald på, og der var så meget på spil, fordi det var så tæt på valgdagen.«

»Der skete bare dramatiske ting, hvor klimaaktivister pludselig afbryder debatten, og Søren Pape (daværende formand for De Konservative, red.) gik hen nærmest ene mand og gelejdede dem til udgangen. Der går lige nogle sekunder, hvor vi ikke ved, hvad det er. Det kunne i princippet være et terrorangreb, men heldigvis var det jo ikke mere dramatisk end det.«

»Og så står det interview, jeg lavede med Mette Frederiksen om de slettede sms'er i efteråret forud for kommunalvalget også klart i min hukommelse. Det, tør jeg godt selv sige, var ret opsigtsvækkende.«

»Ugerne efter var ret vilde, fordi min telefon eksploderede med reaktioner, og det var nærmest alle steder de dage. Det var ret vildt at se, at 25 minutter og et glas vand kunne afføde så vilde reaktioner.«

Det var til Demokratiets Aften i DR Byen under valgkampen i 2022, at Søren Pape Poulsen bad demonstranterne fra Extinction Rebellion om at 'opføre sig ordentligt'.
Det var til Demokratiets Aften i DR Byen under valgkampen i 2022, at Søren Pape Poulsen bad demonstranterne fra Extinction Rebellion om at 'opføre sig ordentligt'. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Hvad er dit Lars Løkke Rasmussen-syndrom? Han taber sig i en valgkamp, hvad sker der med dig?
»Lars Løkke har jo det her princip om at skulle gå 10.000 skridt om dagen – det og piben, ikke? Og jeg har noget, der minder om.«

»Uanset hvor meget, det koger, så skal jeg træne hver dag. Jeg er ret sikker på, at jeg har en lille grad af ADHD, som jeg skal ned og have banket ud. Så jeg træner halvanden time hver morgen som minimum. Både styrketræning og cardio.«

»Jeg har brug for at være i god form og skarp, hvis jeg for eksempel skal stå i to timer og bevare koncentrationen til en partilederdebat og være skarp i replikken.«

Hvad er det vigtigste, du må give afkald på i en valgkamp?
»Jeg ved godt, at når der bliver trykket på knappen, så er det starten på tre-fire ugers undtagelsestilstand, og så må man jo få sit liv til at fungere og passe ind. Jeg har en søn og selvfølgelig venner, som godt ved, hvad det betyder. Og så må man indhente senere.«

»Og så kan det jo nogle gange true nogle meget vigtige fodboldkampe afhængigt af, hvornår valget er. Ved sidste valg var det lige ved at true min tur til Torino for at se Juventus spille mod Inter.«

Valget i år ligger jo få dage inden den måske vigtigste landskamp indtil videre i år – den kommer du jo måske ikke til at se?

»Nej, ved du hvad? Det er også sindssygt, for jeg lavede også kommunalvalg, hvor jeg missede kampen mod Skotland, hvor vi missede VM-kvalifikationen. Jesus fucking Christ, undskyld mit franske, men det er der nogen, der godt må sige til Mette Frederiksen – det er ikke okay.«

Når der bliver udskrevet valg, ved jeg, at jeg kommer til at leve af … i en måned?
»Nu er jeg jo sådan en, der i forvejen spiser horribelt usundt, men det går nok lige et trin op – lidt flere burgere og pizzaer. Og når vi er på set til sådan en partilederdebat, så er der jo altid snacks og sodavand, som kan være svære at lade være.«

»Min guilty pleasure er desværre også, at jeg altid bliver sulten igen, når jeg kommer hjem. For eksempel var jeg forbi McDonald's den anden aften på vej hjem og rullede et par menuer der – simpelthen fordi jeg var blevet sulten igen, og at man belønner sig selv lidt ekstra.«

»Og så har jeg en tendens til at spise flødeis klokken 23 om aftenen af en eller anden grund. Det smager bare bedst klokken 23 med 'Besserwisserne' eller 'Tirsdagsanalysen' på fjernsynet.«

Kåre Quist kan som regel ikke stå for fristelserne, når han er i studiet som vært på valgdebatterne.
Kåre Quist kan som regel ikke stå for fristelserne, når han er i studiet som vært på valgdebatterne. Linda Johansen/Ritzau Scanpix

Når valget er overstået, glæder jeg mig til…
»Så skal jeg have indhentet lidt med mine venner og dem, jeg har fået set lidt mindre, når det spidser til med valget.«

»Og så glæder jeg mig til at kunne se fodboldkampe, uden at Mette Frederiksen blander sig og ødelægger det hele ved at lægge valgaftener oveni meget vigtige fodboldkampe.«