Kvinder har aldrig været det helt store omdrejningspunkt i Euromans magasiner.

Hidtil har pladsen været begrænset til segmentet 'En kvinde vi ka' li'', hvor en enkelt kvinde har fået lidt spalteplads i et magasin, der ellers handler om og henvender sig til mænd.

Men nu er det slut. 'En kvinde vi ka' li'' pensioneres. Det står der i den seneste udgave af magasinet, hvor det lyder, at tiden er løbet fra, at kvinders eneste rolle i magasinet kun er i det format.

Over for B.T. uddyber Euromans chefredaktør, Kristoffer Dahy Ernst:

»Jeg synes egentlig, at det er på tide, at et læst magasin som Euroman sløjfer tanken om, at kvinder er nogle, vi kigger på, og drejer det over på, at det også er nogle vi lytter til.«

Kristoffer Dahy Ernst er selv trådt til som chefredaktør for ganske nylig, men han fastslår, at det ikke var en mission, som han selv indtog redaktionen med. Det var en fælles beslutning, som de ikke skulle drøfte særlig længe:

»Det tog os tre minutter at træffe beslutningen. Der var enighed på redaktionen om, at fremtidens Euroman ikke skulle se sådan ud.«

Formatet har ellers været en fast del af Euroman i mange år. Kristoffer Dahy Ernst anslår, at det har haft en plads siden 2006, men gennem årene har det ændret karakter, så kvinderne er gået fra blot at være med i form af billeder, til senere hen også at blive integreret som en del af brødteksten gennem interviews:

»Det er jo en af de længerevarende institutioner, der falder. I gamle dage var det pin up-modeller, og det var en fryd for øjet. Over årene er det skiftet, der er kommet interviews med nogle af de her kvinder, men der har altid været en lummer undertone.«

Den lumre undertone skal væk. Kvinderne skal om ikke have den samme rolle, så i hvert fald indgå på lige fod med mændene rent journalistisk i magasinet. Så selvom segmentet sløjfes betyder det slet ikke, at kvinder fuldstændig udgår:

»Kvinder er i deres gode ret til at blive portrætteret og lyttet til i Euroman-regi. Vi taler med kvinder på grund af deres faglighed, og fordi de er inspirerende.«

Det giver god mening, at involvere kvinderne noget mere. Kristoffer Dahy Ernst fortæller nemlig, at 30 procent af magasinets læsere er kvinder.