Julelys blev slukket, gløggboder lukket, og forlystelser stoppet. I sidste uge tog Tivoli konsekvensen af de skærpede coronarestriktioner og lukkede ned. For resten af året.
Men selv om den ikoniske julestemning i Tivoli for i år er en saga blot, betyder det ikke, at forlystelseshaven har givet op på at bidrage med et drys julehygge.
Som en gestus har man nemlig besluttet at forære alle havens juletræer til corona-testteltene.
Onsdag klokken seks vil havens gartnere således læsse træerne på en lastbil og køre ud til de syv permanente testcentre i Region Hovedstaden, skriver de i en pressemeddelelse.
Dette sker, »som en tak til sundhedspersonalet, der hjælper os alle ved at stå helt ude i fronten,« lyder det.
Gartnerne vil sørge for at stille træerne, nøjagtigt som man ville gøre det i Tivoli.
»I stedet for at de mange træer ender i kompostbunken, får de nu nye chancer for at sprede julestemning hos både sundhedspersonale og de mange danskere i kø til en covid-19 test,« står der i pressemeddelelsen.
Træerne er ikke alene om at være i overskud, efter Tivoli har måttet lukke og slukke. Det samme gælder maden fra Tivolis mange restauranter. Men heller ikke her lader man noget gå til spilde.
Således bliver størstedelen af den overskydende mad doneret til Fødevarebanken, mens Grøftens overskudsmad går til Kofoed Skole, oplyses det.
Dermed kan institutionen for socialt udsatte, som Kim Larsen sang om, forvente at modtage blandt andet 50 kilo remoulade, 100 kilo flæskesteg og nogle sække med løg.