»Hvis jeg ser jer gøre det igen, så er I fucking ude.«

Den amerikanske skuespiller Tom Cruise – der er i gang med at færdiggøre filmen 'Mission: Impossible 7' – langede angiveligt både kraftigt og højlydt ud efter nogle ansatte på filmsettet, efter han så dem bryde med coronareglerne.

Det kan man høre i et lydklip, som det britiske medie The Sun har fået fat i, og to anonyme kilder tæt på filmproduktionen har bekræftet hændelsen over for Variety.

Den verdenskendte skuespiller så efter sigende to filmansatte bryde med reglerne om, at man skal huske at holde afstand til hinanden.

De stod ifølge Variety for tæt på hinanden rundt om en computer, og da 58-årige Tom Cruise så det, valgte han at påtale det – i utvetydige vendinger – da han ikke mener, den slags bør finde sted, da mange afhænger af, at de følger reglerne, så der ikke opstår smitte på filmsettet:

»Vi er den højeste standard. De er tilbage i Hollywood for at lave film nu på grund af os. Fordi de tror på os og på det, vi laver. Jeg taler i telefon hver eneste fucking aften med filmselskabet, forsikringsselskaber, producere, og de ser mod os og bruger os til at lave deres film. Vi skaber tusindvis af job, I motherfuckers. Jeg vil aldrig nogensinde se det der igen. Aldrig!« kan man høre ham sige ifølge lydklippet, som The Sun har delt.

Ifølge Variety har Tom Cruise indført strenge krav om overholdelsen af coronarestriktionerne, også under optagelserne i Storbritannien, hvor hændelsen skete:

»I kan sige det til de folk, der mister deres fucking hjem, fordi vores branche bliver lukket ned. Det kommer ikke til at give mad på bordet eller betale for deres uddannelse,« lød det fra Cruise, der fortsatte:

»Det er det, jeg tænker på, når jeg går i seng hver eneste aften – vores branches fremtid. Så jeg beklager, men jeg tager ikke imod undskyldninger. Jeg har sagt det til jer, og nu vil jeg have det, og hvis I ikke gør det, så er I ude. Vi lukker ikke denne fucking film ned! Er det forstået? Hvis jeg ser det ske igen, så er I fucking ude.«

Derefter skal han ifølge The Sun have henvendt sig til andre, der stod og overværede det.

»Er det forstået? Forstår I, hvad jeg vil have? Forstår I det ansvar, jeg har? Hvis I ikke kan være rimelige, og jeg ikke kan klare jeres logik, så er I fyret. Det er det. Det er det. Jeg stoler på, at I skal være her,« sagde han.

Ifølge The Sun blev produktionen af filmen forsinket og udskudt tilbage i oktober, da 12 ansatte på filmsettet blev testet positiv for covid-19. Først en uge senere kunne man genoptage optagelserne.

Filmen forventes at få premiere til november næste år.