Dronningens store drøm var slet ikke at være dronning: 'Hun var blevet god, hvis hun havde fået lov'

Man ser det i øjnene. De stråler af næsten barnlig begejstring, når hun ligger der på knæ med jord under neglene, iført det praktiske arbejdstøj.

Dér laver hun dét, hun allerhelst vil. Laver dét, der uden tvivl havde været hendes livsbane, hvis ikke skæbnen havde haft noget andet i støbeskeen for hende.

»Man kan jo ærgre sig på hendes vegne over, at hun er nødt til at regere,« som én af dem, der for adskillige årtier siden lå på knæ sammen med Margrethe, siger.

»Hun ville have været en fantastisk arkæolog,« fortsætter den i dag 77-årige Svend Kramp. Ham vender vi tilbage til.

At arkæologien var – og er – en stor interesse og passion for dronning Margrethe, har hun da heller aldrig selv lagt skjul på.

»Havde jeg ikke skullet, hvad jeg skal, havde jeg nok forsøgt at blive arkæolog,« siger dronning Margrethe ligeud i Karin Palshøjs store portrætbog 'Dronning Margrethe', hvor hun kalder arkæologi for »vildt fascinerende«.

Interessen for at grave i fortiden for at finde forbindelsen til nutiden blev tændt i Margrethe, allerede da hun var en lille pige. Først af en historieinteresseret barnepige, men siden helt konkret af såvel sin farmor som morfar.

Første gang Margrethe iførte sig gummistøvler og blev udstyret med en graveske, var hun 12 år gammel og med sin farmor, dronning Alexandrine, på udgravning i Skanderborg.

Det gav hende blod på tanden, som blev yderligere forstærket, da hendes svenske morfar, kong Gustav VI Adolf, få år senere tog sit barnebarn med på udgravninger i Italien.

Her arbejdede de side om side med de italienske arkæologer, og den 17-årige Margrethe var stolt som en pave, da hun sidste dag fandt et guldsmykke.

At netop den svenske konge for alvor tændte interessen for arkæologien i den unge kronprinsesse, er grev Jørgen Ahlefeldt-Laurvig ikke i tvivl om.

Den nu 95-årige greve har i årtier delt interessen for fortiden med Dronningen og mindes ikke mindst årene, hvor den 20-årige Margrethe studerede arkæologi i Cambridge.

»Hun var meget dedikeret, og det er klart min opfattelse, at hun var blevet arkæolog, hvis skæbnen ikke havde villet det anderledes,« siger Jørgen Ahlefeldt-Laurvig.

Præcis hvor dedikeret Margrethe var, fik han syn for, da de to – ansporet af en konservator fra Nationalmuseet i København – gik på skattejagt i Hyde Park i London.

Et bestemt sted i parken lå der ifølge konservatoren en masse meget tidlige kridtpiber, og det var dem, den unge Margrethe og greven gerne ville have fingre i.

Men da de fandt frem til stedet, viste det sig, at det var indhegnet og dermed ikke offentligt tilgængeligt.

»Vi kunne se dem ligge derinde. Det var frygtelig fristende, men jeg vidste ikke, hvad vi skulle gøre,« fortæller Jørgen Ahlefeldt-Laurvig og fortsætter:

»Så sagde Dronningen, 'den klarer vi', og smed sin hue ind over hegnet, hvorefter hun spurgte: 'Jørgen, vil du ikke være sød at hente min hue til mig?'. Så kunne jeg tage kridtpiberne med samtidig. Sådan fik vi klaret den.«

Selv har greven i en årrække arbejdet som arkæolog for Københavns Bymuseum og har gennem årene gang på gang bemærket det særlige lys i Dronningens øjne, når hun var i dette sit åbenlyst rette element.

»Man ser det tydeligt. Der er absolut ingen tvivl om, at hun brænder for det,« siger Jørgen Ahlefeldt-Laurvig.

Samme brændende blik husker Svend Kramp, selv om det er adskillige årtier siden, at han som arkæologistuderende lå side om side med den unge Margrethe på en jernaldergravplads ud til Østersøen på Bornholm.

»Det var sjovt, hyggeligt og spændende at arbejde med hende, for hun gik virkelig ind i det med liv og sjæl uanset, hvad hun skulle grave i,« mindes Svend Kramp, som i såvel 1962 som 1964 tilbragte adskillige uger sammen med Danmarks kommende dronning.

En enkelt anekdote understreger i den grad, at Margrethe stortrivedes i jagten på fortiden.

Svend Kramp husker i hvert fald tydeligt den unge tronfølgers reaktion, når de royale pligter kaldte.

»Det ene år skulle hendes forældre en tur til Rom, og der var Margrethe regent imens. Det passede hende bestemt ikke.«

»'Ih, nu er jeg nødt til at have pænt tøj på og tage ind og regere,' sagde hun til os og syntes tydeligt ikke, at det var sjovt at skulle forlade udgravningspladsen,« fortæller Svend Kramp om Margrethes 'sure' pligter, som altså betød, at hun dels måtte iføre sig pænt tøj, forlade udgravningen og tage ind på Amtsmandsgården i Rønne for at passe sit royale hverv.

»Der findes faktisk en håndfuld love, som blev underskrevet derinde af Margrethe det år.«

Ud over den enorme dedikation til udgravningen husker Svend Kramp især Margrethe for hendes fantastiske varme og hjertelige latter. For at være slagfærdig, vittig og rap i replikken.

»Vi var dus, hun havde ingen sikkerhedvagter med, var på lige fod med alle på holdet, og der var ingen tvivl om, at hun nød det lige så meget som os,« siger Svend Kramp, som flere gange siden har mødt Dronningen og talt om deres udgravningsoplevelser.

»Hun var blevet en god arkæolog, hvis hun havde kunnet fået lov til det.«

Men det kunne Margrethe ikke. Jo ældre hun blev, jo højere kaldte de pligter, som skæbnen havde tildelt hende. Hun måtte nøjes med at være nysgerrig og interesseret på sidelinjen. Og det har hun været siden.

»At se alle de bånd, der forbinder fortiden med nutiden og den ene del af verden med den anden, dét synes jeg, er vildt fascinerende,« siger Dronningen i Karin Palshøjs portrætbog.