Barbara Moleko skal til at skifte sine hits som "Dum for dig" og "Paranoia" ud med godnatsange og vuggeviser.

Den 35-årige sangerinde er nemlig blevet mor for anden gang.

Det afslører hun på Instagram - dog uden at røbe de nærmere detaljer om familieforøgelsen.

- Starten på endnu et eventyr er sat i gang, skriver Barbara Moleko til billedet af et par bittesmå babyfødder.

Lykønskningerne fra hendes celebre følgere er allerede i skrivende stund væltet ind, og blandt gratulanterne finder man radiovært Sara Bro samt tv-værterne Anders Breinholt og Christiane Schaumburg-Müller.

Den lille ny slutter sig til sin syvårige storesøster, som Barbara Moleko fødte i 2013.

Ligesom under sin første graviditet har Barbara Moleko arbejdet lige op til termin.

Hun er nemlig i gang med prøverne på hyldestkoncerten "Black Voices - A Tribute", hvor hun har slået sig sammen med Caroline Henderson, Karen Mukupa, Nabiha og Iris Gold.

Her hædrer de sorte kvindelige solister, komponister og musikere gennem tiden.

Koncerterne afholdes i DR Koncerthuset i København den 17. september og i Musikhuset Aarhus den 22. september.

Se babybilledet her: https://www.instagram.com/p/CSJnMY4ozNT/

/ritzau/