Da Meghan Markle onsdag morgen slog øjnene op, var dronning Elizabeth en af de første til at lykønske hende.

På Instagram ønskede dronningen – under et billede af de to storsmilende sammen – hertuginden af Sussex tillykke med de 40 år.

Meghans fødselsdagshilsen fra dronning Elizabeth.
Meghans fødselsdagshilsen fra dronning Elizabeth. Foto: Instagram
Vis mere

Kort efter fulgte stort set enslydende lykønskninger til Meghan fra først hendes svoger og svigerinde, William og Kate, og derefter fra hendes svigerfar, prins Charles, og hertuginde Camilla.

Fødselsdagshilsen fra Kate og William.
Fødselsdagshilsen fra Kate og William. Foto: Instagram
Vis mere

Men trods ballon-, lagkage- og truthorns-emojier er der ingen grund til at tro, at harmonien i det britiske kongehus dermed er genoprettet, siger B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen:

»Man skal ikke regne med, at lykønskningerne er et udtryk for, at alt er godt igen. Harry og Meghan har meldt sig ud af familien og er stadig rimelig meget lagt på is af kongehuset.«

Prins Charles' hilsen til sin svigerdatter.
Prins Charles' hilsen til sin svigerdatter. Foto: Instagram
Vis mere

Han kalder fødselsdagshilsenerne for »et spil for galleriet«, men det overrasker ham ikke, at den royale familie har været tidlig ved tasterne for at ønske Meghan tillykke med den runde dag.

»Det ville blive opfattet som den vildeste afvisning og ville blive til en historie om, at 'så iskold er luften', hvis den kongelige familie ikke sendte en hilsen.«

Striden i den britiske kongefamilie blev offentlig kendt kort inde i 2020, da Meghan og Harry smed en bombe i de royale gemakker og lod vide, at de ville trække sig fra den royale familie og fremover bo i USA – nærmere bestemt i Santa Barbara, nord for Los Angeles.

Opgøret, som af den britiske presse fik øgenavnet 'Megxit', blev fulgt op af det efterhånden legendariske interview med Oprah Winfrey i marts i år, hvor parret ikke lagde fingrene imellem i kritikken af kongehuset.

Harry og Meghan under det legendariske interview med Oprah Winfrey. Foto Joe Pugliese.
Harry og Meghan under det legendariske interview med Oprah Winfrey. Foto Joe Pugliese. Foto: Handout .
Vis mere

Mere end 49 millioner mennesker verden over så Meghan lange ud efter sin mands familie, da hun blandt andet fortalte talkshowværten om manglende støtte fra den kongelige familie, mens hun kæmpede med sit mentale helbred, ligesom hun fortalte, at hun havde oplevet racistiske udtalelser fra et medlem af familien. Det faldt ikke i god jord – hverken hos kongefamilien eller blandt briterne.

»Meghan bliver set som hende, der ødelagde den britiske kongefamilie. Selvom Harry også er en motor i konflikten, er han en del af familien. Han vil altid blive tilgivet, men det er svært at se, at Meghan får et normalt forhold til Kate eller dronningen igen,« siger Jacob Heinel Jensen.

I en alder af 40 år kan Meghan Markle se tilbage på nogle vilde år, hvor hun fik sin prins, men aldrig det halve kongerige. I stedet blev hun stjerne i Hollywood.

I begyndelsen af juni i år fødte Meghan Markle sit og prins Harrys andet barn, Lilibet 'Lili' Diana Mountbatten-Windsor. I 2019 fik de sønnen Archie Harrison Mountbatten-Windsor. Mens sønnen blev født i England, kom datteren til verden på et hospital i Santa Barbara, hvor parret i dag bor blandt filmstjerner og musikere som Katy Perry, Meg Ryan, Ellen DeGeneres og Ariana Grande.

Både Harry og Meghan kan kalde sig forfattere, begge har skrevet eller er i gang med at skrive bøger. Sammen har Harry og Meghan indgået aftaler med både Spotify og Netflix, for hvem de fremover skal producere dokumentarer, børneprogrammer og podcast.

»De passer godt ind i det land, de er flyttet ind i, og omgås i dag med de store filmstjerner,« siger Jacob Heinel Jensen.