»Du har de der grimme træk ved kindbenene.«

Sådan lød komplimenten fra Finn Nørbyggard, da Aalborg-drengen Jens Bådsgård i 1992 satte sig til rundbords med Jacob Haugaard og kendismakkeren ved kammeraten Kalles 30-års fødselsdag i Randers.

»Vi faldt i hak med det samme. Vi sad i to timer og jokede. Hele bordet var flade af grin. Vi kunne sammen, Finn Nørbygaard og jeg,« erindrer Jens Bådsgård og fortsætter:

»Så siger han lige pludselig til mig: 'Du er sjov, du kan leve af at være komiker, du har de der grimme træk ved kindbenene, og så er du god til at tegne de historier, du fortæller'.«

Den nu 65-årige nordjyde, der er født i Aalestrup, men som i mange år har boet i Aalborg, havde ikke tidligere forestillet sig et liv som komiker.

Men ordene fra tv-kendissen endte med at blive startskuddet til en ny karriere. Mere om det senere.

Det er nemlig ikke tilfældigt, at historien starter med et folkekært tv-makkerpar i hovedrollen. For man skal ikke tale mange minutter med Jens Bådsgård, før man noterer sig hans evne til at namedroppe kendisser i hobetal.

»Jeg har optrådt for Linie 3, jeg har underholdt til Aquas første genforening, jeg har hængt ud med Fede Finn & Funny Boyz, jeg var med i 'Eleva2ren', og jeg havde engang en birolle i en film med Nikolaj Lie Kaas,« slynger han på imponerende vis ud af ærmet.

I 1995 spillede Jens Bådsgård en birolle i den danske film 'Mørke'. Her ses han sammen med en af filmens hovedrolleindehavere, Nikolaj Lie Kaas.
I 1995 spillede Jens Bådsgård en birolle i den danske film 'Mørke'. Her ses han sammen med en af filmens hovedrolleindehavere, Nikolaj Lie Kaas.

Umiddelbart efter det skelsættende møde med Finn Nørbygaard begyndte Jens Bådsgård at skrive på sit første comedy-materiale. Efter to år var det klar.

Kort tid efter blev spændingen forløst. Spasmageren optrådte for otte mennesker ved en julefrokost i et lille snedkerfirma i Brørup:

»Jeg ville prøve at se, om jeg kunne begå mig som komiker. De gav mig lov, og jeg optrådte for dem i 40 minutter uden mikrofon. Det gik forrygende. De var flade af grin,« siger han og indskyder:

»Jeg husker stadig, at jeg fik to øl og tre stykker smørrebrød for det.«

Efter optrædenen tog han ind på Esbjerg Banegård og påførte sig det stempel, der skulle blive definerende for hans karriere.

»Jeg gik ind i sådan en pasautomat og tog et billede, hvor jeg forvrængede mit ansigt. Så fotokopierede jeg det og skrev henover: 'Danmarks grimmeste komiker',« fortæller han og fortsætter:

»Det var et tilfælde, men det er noget af det smarteste, jeg har gjort. Sloganet fangede.«

Jens Bådsgård sendte billedet med påskriften i et brev til hele redaktionen på tv-fænomenet 'Eleva2eren'. Han blev ringet op to dage efter. De ville gerne se ham i programmet.

Han husker, at han fik fire minutters live-tv på slap line. Og værten Ole Stephensen fortalte, at to millioner seere havde fulgt med.

Det var det her billede, der grundlagde Jens Bådsgårds karriere som 'Danmarks grimmeste komiker' og fik ham med i tv-fænomenet 'Eleva2ren'.
Det var det her billede, der grundlagde Jens Bådsgårds karriere som 'Danmarks grimmeste komiker' og fik ham med i tv-fænomenet 'Eleva2ren'.

Danmarks grimmeste komiker mødte både Casper Christensen og Lars Hjortshøj, da han i 1994 medvirkede i DR-programmet 'Factor 4'. Et par år senere åbnede det døren for en vild mulighed:

»Lars Hjortshøj ringede og spurgte, om jeg kunne optræde ved Caspers polterabend. Og det sagde jeg selvfølgelig ja til,« siger han og uddyber:

»Det skulle være hemmeligt. Casper måtte ikke vide, at jeg kom. Så da jeg ankom til Hornbæk, skulle jeg tage en taxa ud til et sommerhus og smugles ind ad et sommerhusvindue. Jan Glæsel havde stillet et lille anlæg an, der var sådan en lille scene med topprofessionelt udstyr, og så blev jeg præsenteret.»

Begejstringen hos Casper Christensen var ifølge Jens Bådsgård stor: »Hvordan fanden har I fået fat i ham?« skulle han have udbrudt til alle gutterne.

Nordjyden optrådte i 45 minutter med udgangspunkt i historier fra Caspers liv. Han var dog ikke med til resten af entertainerens polterabend.

I 90erne blev det altså til massevis af vilde oplevelser og en tilværelse blandt mange af landets A-kendisser. Alligevel er Jens Bådsgård klar i mælet, når han skal placere sig selv på komikernes rangliste:

»Jeg er faktisk ukendt. Jeg er nede i 3. division. Længere er jeg jo ikke kommet som person,« siger han, men indrømmer også at have ambitioner om mere:

»Jeg vil gøre alt for at komme op i 2. division eller 1. division. Men jeg kan jo ikke gøre mere, end jeg gør.«

Der var fuld damp på kedlerne for Jens Bådsgård i de vilde 90ere. I dag er han 64 år og stadig aktiv som komiker.
Der var fuld damp på kedlerne for Jens Bådsgård i de vilde 90ere. I dag er han 64 år og stadig aktiv som komiker.

Da han får spørgsmålet om, hvorfor han aldrig er kommet op i 2. division eller 1. division som mange af de kendisser, han har mænget sig med, opstår der en lang pause.

»Det er jeg blevet spurgt om mange gange. Det kan være, de synes, at jeg ikke har nok at byde på. Jeg ved det sgu ikke,« ender han med at svare.

Direkte adspurgt, om han ikke er sjov nok til at rykke op, kommer svaret prompte:

»Vil du med ud på et job? Så kan du selv få lov til at vurdere, om jeg er sjov. Men du skal tage hjertestarter med,« siger han.

Uanset hvad, så har Jens Bådsgård 2.500 firmafester og 2-300 caféjob på sit cv.

»Jeg kunne lige så godt være endt som postbud, men nu har Finn Nørbygaard sagt, at jeg skal gøre det her. Og det fik han jo så ret i, kan man sige,« siger spasmageren, der stadig er aktiv som komiker.