En 14 måneder gammel løvinde har skabt international opmærksomhed.

Det sker, efter Rafah Zoo, en palæstinensisk zoologisk have, har klippet kløerne af løvinden Falestina.

Det skriver flere internationale medier, herunder Daily Mail.

Der florerer samtidig en video fra indgrebet, som blev udført for to uger siden, hvilket har skabt massiv kritik.

Her bliver kløerne klippet ekstra langt ned med en saks.
Her bliver kløerne klippet ekstra langt ned med en saks. Foto: SAID KHATIB
Vis mere

Den zoologiske have, der ligger i den sydlige del af Gazastriben, udførte indgrebet for to uger siden.

Her var det dyrlægen Fayez al-Haddad, der bedøvede løvinden og placerede den på et bord, inden han klippede kløerne af med en tang.

Derefter syede han de blodige poter sammen.

I tirsdags var dyrlægen så tilbage for at klippe kløerne endnu længere ned og forklarede i den forbindelsede, hvorfor de har gjort det.

Løvens hoved blev presset ned mod jorden, så den ikke kunne bide nogen.
Løvens hoved blev presset ned mod jorden, så den ikke kunne bide nogen. Foto: SAID KHATIB
Vis mere

»Kløerne er blevet klippet, så de ikke gror hurtigt, og så besøgende og børn kan lege med hende,« sagde dyrlægen ifølge Daily Mail.

Indgrebet har efterfølgende affødt massiv kritik, og den internationale dyreorganisation Four Paws kalder det både 'forfærdeligt' og 'foruroligende'.

De mener samtidig, at løven Falestina kan blive langvarigt skadet af indgrebet, og at den derudover mister vitale funktioner og færdigheder såsom at tage fat i mad og klatre.

Noget, der er næsten umuligt uden kløer.

Den zoologiske have kører lige nu med tilbuddet om, at du kan komme og lege med en løve.
Den zoologiske have kører lige nu med tilbuddet om, at du kan komme og lege med en løve. Foto: SAID KHATIB
Vis mere

Dyrlægen afviser dog, at indgrebet skulle være smertefuldt for løven.

Han mener heller ikke, at Falestina mister nogle funktioner ved ikke at have nogen kløer.

Dermed har Rafah Zoo nu en løvinde uden kløer, der næsten er klar til at lege rundt blandt gæsterne, fortæller ejeren af den zoologiske have, Mohammed Jumma.

»Jeg forsøger at reducere løvindens aggressioner, så den kan være venlig over for de besøgende.«