Det konkurstruede luftfartsselskab Wow Air har aflyst alle sine afgange og lukker for sine aktiviteter.

Det skriver selskabet i en meddelelse på sin hjemmeside:

'Driften i Wow Air er ophørt. Alle Wow Air-fly er blevet aflyst,' lyder det i meddelelsen.

Et af selskabets syv fly, der nu ikke skal nogen steder, befinder sig ifølge luftfartsmediet Check-in i Københavns Lufthavn.

Det islandske flyselskab Wow Air har på det seneste været igennem en del turbulens. Et redningsforsøg, der i sidste øjeblik skulle redde det økonomisk pressede islandske flyselskab, kollapsede blandt andet i weekenden.

Det skrev Check-In.dk mandag.

I slutningen af november kom det frem, at den amerikanske kapitalfond Indigo Partners havde valgt at skylde penge i det islandske lavprisflyselskab, men før weekenden kom det frem, at investeringen ikke blev til noget alligevel.

Det islandske flyselskab måtte derfor til at arbejde hurtigt for at finde en anden redningskrans, og for anden gang - efter første forsøg slog fejl i foråret - greb man ud efter det andet islandske flyselskab Icelandair.

Dialogen mellem de to flyselskaber styrtede dog også til jorden.

Søndag eftermiddag meddelte Icelandair, at man havde trukket sig fra samtalerne, og at man ikke ville involvere sig i Wow Airs drift.

Siden indgik Wow Air en aftale med en række kreditorer i forsøget på at afværge en konkurs.

På Wow Airs hjemmeside oplyses det mandag, at alle passagerer er blevet informeret om udviklingen via sms eller e-mail.

Ifølge meddelelsen kan passagerer, der har betalt for en billet, henvende sig til deres kreditkortselskaber og høre, om de kan få pengene tilbage.

Nogle passagerer vil også være dækket, hvis de har købt billetten gennem et rejseselskab, eller hvis de har en særlig forsikring.

'Passagerer har måske også ret til kompensation fra Wow Air i henhold til Europæiske rettigheder for flypassagerer. I tilfældet af en konkurs kan et sådan krav rettes mod konkursboet,' skriver Wow Air.

Opdateres...

/ritzau/