Alt håb syntes ude for det islandske lavprisflyselskab Wow Air, da det i slutningen af marts i år blev begæret konkurs.

Nu ser det ud til, at selskabet får luft under vingerne, efter den amerikanske erhvervskvinde, Michelle Ballarin, har overtaget konkursboet.

Det er selskabet USAeropase Associates LLC, som har købt Wow Air, skriver branchemediet check-in.dk.

»Vi vil opbygge rutenetværket langsomt, og når vi når op på 10 til 12 fly, vil vi blive der og optimere indtjeningen,« forklarede Michele Ballarinet på et pressemøde i Reykjavik fredag.

Wow Air har ellers allerede været igennem en turbulent periode.

I november 2018 kom det frem, at den amerikanske kapitalfond Indigo Partners havde kastet sig ud i et overtagelsesforsøg af Wow Air.

Det forsøg faldt dog til jorden. Bedre gik det ikke, da et andet islandsk flyselskab, Icelandair, i foråret indgik i dialog med Wow Air.

Forhandlinger faldt sammen, og spørgsmålet er nu, om det kan blive Michelle Ballarins chance.

Det er uvist, hvor meget Michelle Ballarin har måtte betale for at overtage konkursboet efter Wow Air, men der er ifølge check-in.dk indskudt godt 575 millioner kroner i det nye selskab.

Det nye flyselskab får base i Washingtonm og Wow Airs varemærke og logo fortsætter som hidtil.

På pressemødet fortalte Michele Ballarin, der formelt hedder Michele Roosevelt Edwards, at hun vil forbedre mad om bord og har en fremragende kok i sin tjeneste, fortæller islandske DV. Om det kan redde det krakkede selskab, får vi at se, når selskabet i slutningen af oktober atter kommer på vingerne.