Mens covid-19 hærger i store dele af verden, er verdenssundhedsorganisationen WHO ude og advare om endnu en smittefarlig og dødbringende virus.

På kort tid er antallet af ebola-tilfælde i det vestlige Congo nemlig steget markant.

»Udbruddet i Equateur-provinsen udvikler sig på bekymrende vis med 100 smittetilfælde på mindre end 100 dage,« siger områdedirektør i WHO, Matshidiso Moeti.

Områderne, der er ramt af virussen, strækker sig over mere end 300 kilometer i afsidesliggende og tæt beplantede områder, hvilket resulterer i store logistiske udfordringer.

Faktisk kan det tage dagevis, før hjælpearbejderne kan nå frem med det udstyr, der skal bruges til at bekæmpe virussen. Og uden ekstra hjælp i nærområderne, er det svært at få virussen under kontrol.

»Det er bekymrende, fordi jo længere en patient går uden behandling, des mindre er chancen for overlevelse, og des mere kan virussen sprede sig uhindret i samfundene,« siger WHOs generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Bekæmpelsen af ebola i Congo er blevet kompliceret yderligere af, at en række sundhedsmedarbejdere i landet er gået i strejke, fordi de er utilfredse med deres lønninger.

Meldingen om stigningen af ebola-tilfælde i det vestlige Congo, kommer oven på udbruddet i det østlige Congo tidligere i år, hvor 2.777 personer mistede livet.

Et stort Ebola-udbrud i Øst-Congo tidligere på året kostede 2.777 personer livet.
Et stort Ebola-udbrud i Øst-Congo tidligere på året kostede 2.777 personer livet. Goran Tomasevic

Sundhedsstyrelsen beskriver ebola som en virus, som kan give alvorlig sygdom med høj dødelig.

Dog oplyser styrelsen også, at der aldrig er set tilfælde af ebola i Danmark.