En social eksplosion er på vej i Libanon, advarer demonstranter. Folket og militæret er sultne, siger hærchef.

Demonstranter i Libanon blokerede mandag vejene i hovedstaden, Beirut, og flere andre steder i landet mandag, som de havde udnævnt til "vredens dag".

Den økonomiske situation i landet er forværret, og de folkevalgte politikere kan ikke finde ud af at danne regering.

Brændende bildæk og sandsække blev brugt til at blokere hovedveje ind til Beirut. Det forværrede de sædvanlige trafikpropper og forhindrede mange mennesker i at komme på arbejde.

- Vi bliver her hele natten. Situationen er blevet ubærlig, siger en demonstrant.

- Folk kan ikke brødføde deres børn længere, siger en anden.

Priserne på mad er tordnet i vejret, fordi Libanons valuta er faldet dramatisk i forhold til dollaren.

Demonstranterne strømmede første gang ud i Libanons gader i stort tal i 2019 i protest mod, hvad de opfattede som udbredt korruption i blandt andet regeringen.

Siden da har landet også været ramt af coronakrise, og den økonomiske situation er ikke blevet bedre.

- Dette er et advarselssignal til de libanesiske ledere om, at en social eksplosion er på vej, siger en demonstrant i Beirut.

Libanons præsident, Michel Aoun, har bedt hæren om at gribe ind og genåbne de mange blokerede veje rundt om i landet. Men indtil videre har soldaterne holdt sig på sidelinjen.

Hærchef Joseph Aoun advarer om, at situationen er farlig og beder politikerne gribe til handling.

- Hele landet lider på grund af den økonomiske situation. Og på samme måde som folk er sultne, lider militæret også og er sultne, så hvad venter politikerne på?

Han tilføjer, at hæren bakker op om ytringsfriheden, men ikke vil tolerere noget, der destabiliserer sikkerheden.

Libanon har været uden regering, siden Hassan Diab trådte tilbage 10. august sidste år.

Hans afgang kom, få dage efter at havnen i Beirut blev ramt af en kraftig eksplosion, der var forårsaget af, at eksplosivt materiale i årevis havde været opbevaret uforsvarligt i en lagerbygning.

Diab leder et forretningsministerium.

Den politiske veteran Saad Hariri, der er udpeget til at danne regering, har ikke formået at få samlet en duelig regering på grund af politiske stridigheder mellem partierne og blokkene.

/ritzau/dpa