Det er otte måneder siden, at en gigantisk eksplosion på havnen i Beirut ødelagde store dele af byen.
Men støvet har i overført betydning endnu ikke lagt sig efter den enorme trykbølge i den libanesiske hovedstad.
Økonomien er i frit fald, og det politiske kaos er så omfattende, at de folkevalgte politikere ikke kan finde ud af at danne en regering. Faktisk er landet ifølge news.com.au på randen af kollaps.
Der er problemer med at skaffe elektricitet, og værdien af det lokale pund bliver ved med at falde massivt. Kurserne er nu rekordlave i forhold til den amerikanske dollar.
Det har kastet mange borgere ud i fattigdom, og det libanesiske sundhedssystem får sværere og sværere ved at få råd til basale medicinske hjælpemidler under coronaepidemien.
Ved eksplosionen i starten af august sidste år kunne braget høres 200 kilometer væk på Cypern, da 2.750 ton ammoniumnitrat pludselig udløste et sandt ragnarok. Omkring 200 personer blev dræbt, over 6.000 såret og omkring 300.000 mennesker gjort hjemløse.
Årsagen er ikke endeligt klarlagt, og endnu mindre står det klart, hvorfor den potentielle kemikaliebombe i omkring seks år fik lov at befinde sig centralt i en lagerbygning i landets hovedstad efter at være blevet konfiskeret af myndigheder fra et skib.
Få dage efter katastrofen annoncerede den daværende premierminister, Hassan Diab, sin afgang. Mange håbede, at det omsider kunne føre til en ny begyndelse i det plagede land, der i årene 1975-1990 var ramme om en ødelæggende borgerkrig og i 2006 var mål for en langvarig israelsk militæraktion.
Men foreløbig er det ikke lykkedes de modstridende politiske grupperinger i Libanon at nå til enighed om at udpege en ny premierminister, der kan tage fat på de åbenlyse udfordringer med at få landet på fode igen.
Selv en banal opgave som at få vedtaget et 2021-budget for landets livsnødvendige kraftværker er det endnu ikke lykkedes at blive enige om i det mellemøstlige land, der tidligere var kendt for sin finansielle styrke og stabilitet.
I dag lever over halvdelen af landets befolkning ifølge FN i fattigdom, og utilfredsheden er på det seneste flere gange kommet markant til syne i form af strejker og demonstrationer.
