Hvis man befinder sig på den spanske ferieø Mallorca i disse dage, har man intet problem med at holde varmen.

Faktisk tværtimod.

Varm luft fra Afrika har nemlig i den grad bragt temperaturerne op i ferieparadiset – og i resten af landet.

Faktisk er varmen så ekstrem, at temperaturerne mandag kommer helt op på 45 grader, vurderer det spanske meteorologiske institut, Aemet.

Det skriver den spanske avis El Pais.

Ifølge avisen bliver det mandag varmest i Guadalquivir-dalen, der ligger nær Sevilla i den indre del af landet.

Her har temperaturerne allerede søndag overskredet 35 grader, mens de mandag vil overskride 40 grader og altså visse steder nå helt op på 45 grader.

Varmen vil også bevæge sig forbi Malaga og danskerparadiset Mallorca, hvor der advares om op mod 40 grader.

Det samme vil gøre sig gældende for Gran Canaria og Fuerteventura, hvor mange danskere også ynder at holde sommerferie.

Og hvis man tror, at man trods varmen bare kan give den gas i løbet af dagen i håbet om at køle ned om natten, kan man godt tro om igen.

Ifølge El Pais vil temperaturerne de kommende nætter nemlig lyde på op mod 25 grader.

Derudover er der risiko for, at der vil blæse støvskyer ind over landet med sand fra Sahara.

Det ser på nuværende tidspunkt ud til, at det kun er de to nordlige regioner Galicien og Asturien samt de spanske kystområder, der vil gå fri af de voldsomme temperaturer.

Aemet vurderer, at den voldsomme hede i Spanien vil begynde at dale igen allerede fra tirsdag, hvor en storm fra de britiske øer ser ud til at sende frisk luft ned over landet.