Så kan du godt finde solcreme, solhat og svømmebriller frem.

For i den kommende uge byder vejret på op til 30 grader, forudser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Når vi rammer onsdag og torsdag, og måske tirsdag, så kravler der et område med skyer og regn syd om Danmark, og vi bliver ramt af en østlig strømning, som bringer varme med sig. Så vi kan nå op til 30 grader,« siger vagthavende ved DMI, Klaus Larsen.

»Tirsdag vil måske være 28 grader,« siger han.

Prognosen er ikke 100 procent sikker endnu, men den vagthavende tror indtil videre på, at prognosen vil holde stik.

Gør den ikke det, vil vi få det cirka 10 grader koldere end de 30 grader.

Mandag kommer der lidt eller nogen sol, mens temperaturen vil snige sig op på mellem 20 og 25 grader.