Temperaturer på op til 40 grader og vindstød på 60 kilometer i timen frygtes at sprede brande i Australien.

Tusindvis af brandmænd gør sig klar på den australske østkyst, hvor hård kuling, brandvarme temperaturer og et knastørt landskab har skabt "katastrofal brandfare".

De seneste dage har brandfolk kæmpet med flere end 100 skovbrande i delstaterne New South Wales og Queensland.

Myndighederne frygter, at vejret de kommende dage vil forværre situationen.

Der ventes i nogle områder temperaturer op mod 40 grader og en voldsom blæst med vindstød på op mod 60 kilometer i timen.

Flere end 600 skoler er blevet lukket på grund af den høje brandfare, ligesom at mange nationalparker er blevet lukket for besøgende.

Derudover er der indført et totalt afbrændingsforbud, og beboere er blevet opfordret til at forlade flere områder på østkysten.

Shane Fitzsimmons, der er direktør for brandvæsenet i New South Wales, advarer om, at "hvis flere brande begynder at tage fat, så kan vi ikke stoppe dem".

- Det er nu, man skal tage sine forholdsregler, og hvis man beslutter at forlade et område, så gør det i god tid, siger han.

- Vi har allerede et stort antal aktive brande på den nordlige kyst i New South Wales. Flere af dem strækker sig hver over 100.000 hektar.

Politiet og militæret er blevet sat ind for at hjælpe brandvæsenet med logistikken. Der er indsat flere end 80 fly og helikoptere, der kan kaste vand over de tørre landskaber.

Mandag erklærede myndighederne undtagelsestilstand i områderne omkring storbyen Sydney. Her blev beboerne advaret om "katastrofal brandfare".

Det er første gang nogensinde, at der har været så stor brandfare i områderne omkring Sydney, der er Australiens største by.

Tre personer har mistet livet i weekenden under brandene i New South Wales. Tusindvis er blevet evakueret, og mindst 150 hjem er blevet ødelagt af flammerne.

/ritzau/AFP