Temperaturerne er på himmelfart flere steder i Spanien – og det får myndighederne til at reagere.

Således har det meteorologiske institut i Spanien, Armet, udsendt advarsler mod de høje temperaturer.

Det skriver Canariavisen.

I det indre af Fuerteventura, Tenerife og Gran Canaria kan det mandag blive op mod 34 grader, hvorfor myndighederne har udsendt en såkaldt gul advarsel.

Og tirsdag bliver det op mod 37 grader.

'Vær forsigtig. Hold dig orienteret om den mest opdaterede vejrudsigt. Der kan forekomme moderate skader på personer og ejendom, især sårbare eller i områder, der er udsat for fænomenet', skriver instituttet om den gule advarsel.

Det er ikke kun på de spanske øer, at varmen buldrer igennem.

Faktisk bliver det endnu varmere på fastlandet.

Mellem Sevilla og Cordoba bliver der mandag svimlende 44-45 grader. Madrid kan mandag ramme 42 grader.

Det har også betydet, at man flere steder lukker for vandet i nattetimerne.

B.T. har også talt med Bravo Tours, der for tiden sender tusindvis af danskere til Spanien.

Og her er man opmærksomme på de voldsomme temperaturer:

»Vi bruger ressourcer på at melde, at det bliver varmt, og derfor skal man huske vand og være opmærksom på væskebalancen.«

»Men vi synes også, at danskere selv er gode til at finde ud af det og selv holde øje,« siger administrerende direktør Peder Hornshøj.

Også onsdag bliver særligt det sydlige Spanien varmt med temperaturer over 40 grader.