»Jeg troede, jeg skulle dø.«

Sådan siger den kendte tv-kok Gino D'Acampo, efter han under en optagelse med blandt andre Gordon Ramsay var involveret i en alvorlig ulykke.

Den italienske kok mistede nemlig kontrollen over sit køretøj - en buggy - og var på vej mod en parkeret autocamper, mens kameraerne rullede.

»Jeg så autocamperen kom meget tæt på, og jeg tænkte: 'okay, det var det.' Jeg kørte mellem 110 og 130 kilometer i timen, og da jeg ramte den, tænkte jeg: 'det er slut nu. Jeg skal dø',« fortæller Gino D'Acampo til Radio Times om den voldsomme episode.

De tanker tog blot til, da han efter sammenstødet pludselig var dækket af benzin.

»Det, der skræmte mig mest, var, da min benzintank sprængte, og jeg havde benzin overalt,« fortæller han.

Optagelserne fandt sted på de amerikanske landeveje til tv-programmet 'Gordon, Gino and Fred: American Road Trip'

Her besøger italieneren sammen med Gordon Ramsay og Fred Sirieix forskellige byer i USA og smager på lokale specialiteter, mens de også tager del i en række udfordringer.

Én af de udfordringer var altså et ræs på en såkaldt buggy - et ræs som også Gordon Ramsay selv deltog i.

»15 sekunder senere smadrede Gordon sin buggy ind i væggen af racerbanen. Så det var kun Fred (Fred Sirieix, red.) var tilbage. Men det var sjovt, indtil jeg ramte autocamperen,« forklarer D'Acampo.

Han fortæller desuden, at han efter ulykken var i totalt chok, og at han tog 24 timer væk fra kameraerne, mens Gordon Ramsay også havde pådraget sig piskesmæld i forbindelse med sin ulykke.

Der skete dog ikke noget mere alvorligt for de kendte kokke.

Det nye tv-program 'Gordon, Gino and Fred: American Road Trip' sendes for første gang 2. april.