Den amerikanske krypto-bettingside Polymarket har tidligere vakt stor opsigt med sine væddemål om død og ødelæggelse i krigen i Ukraine.
Nu er det imidlertid væddemål om Grønlands fremtid, der får spillefugle til at gamble for mange millioner kroner.

Det fremgår af Polymarkets hjemmeside.
I december – da skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) leverede hård kritik af siden – var der spillet i alt 33 millioner kroner på ét væddemål om, at USAs præsident, Donald Trump, overtager Grønland.
Nu er virkeligheden en helt anden.
Svimlende 107 millioner kroner er blevet spillet på seks forskellige væddemål, der på den ene eller anden måde handler om, hvorvidt Trump overtager Grønland.
Alene på spørgsmålet, om Trump overtager Grønland før 2027, er der spillet 84 millioner kroner på Polymarket.
Der er desuden spillet i alt 4,5 millioner kroner på de to væddemål, at USA invaderer Grønland i 2026, og at USA og Danmark ender i en militær konflikt før 2027.
Dertil kommer flere væddemål om Trumps tariffer rettet mod Grønlands-støtter og på, om Nato går i opløsning.
Til B.T. fortalte skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen i december, at hun er dybt forarget over Polymarkets udbud af spil på krig, død og ødelæggelse.
»Det er jo helt sindssygt det der. Det er vanvittigt, at man bygger en platform, hvor man spiller på andre menneskers ulykke på den her måde. På død og ødelæggelse og så gør det for kryptovaluta,« sagde skatteministeren.
Ane Halsboe-Jørgensen bebudede, at hun ville undersøge muligheden for at lukke ned for Polymarket i Danmark.
Lande som Australien, Frankrig, Rumænien og Tyskland har allerede lavet tiltag mod bettingplatformen.
»Jeg er dybt forarget over, hvis der sidder danskere og lægger kryptovaluta ind i de her væddemål, som er af national betydning, og som for andres vedkommende er deres liv og fædreland,« lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen til B.T.
B.T. har forholdt Polymarket kritikken og spurgt ind til, hvor mange danske kunder de har, men Polymarket er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Det er dollarmilliardæren Shayne Coplan, der står bag gamblingsiden, som også Donald Trump Jr. er dybt involveret i.
Præsidentsønnen er investor og rådgiver for Polymarket via sin kapitalfond 1789 Capital.
