Fodboldkampe, kongens nytårstale, chancen for hvid jul og nu også krigen i Ukraine.

Der er åbenbart ingen grænser for, hvad man som spillefugl kan satse penge på.

I hvert fald tilbyder den amerikanske spilleplatform Polymarket utallige spil på død og ødelæggelse.

Kommer der en våbenhvile i 2025? Overtager Rusland kontrollen med Pokrovsk? Rammes Kyiv af russiske missiler? Rammes Moskva af ukrainske missiler? Invaderer Rusland et Nato-land? Kommer der en atomvåbeneksplosion i 2025?

Det er bare noget af det, der er spillet mange millioner kroner på hos Polymarket, som Donald Trump Jr. er dybt involveret i.

Alene på væddemålet om våbenhvile i 2025 er der satset 368 millioner kroner, mens der på spillet om den strategisk vigtige by Pokrovsk er satset 20 millioner kroner.

Spillefugle kan gamble på utallige væddemål om krig, død og ødelæggelse.
Spillefugle kan gamble på utallige væddemål om krig, død og ødelæggelse. Screenshot: Polymarket

Polymarket gør det også muligt at spille penge på andre konflikter – herunder amerikanske angreb på Syrien, israelske angreb på Iran eller Libanon og på om Kina invaderer Taiwan.

Jyllands-Posten har talt med den danske militæranalytiker Anders Puck Nielsen om fænomenet.

»Det er vammelt. Men det er også bekymrende, hvis der pludselig opstår gamblinghensyn ved fronten, som kan komme til at påvirke, hvad der kommer til at ske i krigen,« siger han til mediet og advarer om matchfixing-lignende påvirkning af krigen.

Også Thomas Marcussen, der er leder af Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitetshospital, kalder til Jyllands-Posten fænomenet for »afskyeligt«.

Ifølge Jyllands-Posten er Polymarket ulovliggjort i flere lande, men ikke i Danmark, hvor man skal betale skat af en eventuel gevinst vundet på død og ødelæggelse.

Krigsspillene bliver især markedsført gennem hjemmesiden Polyglobe, hvor man på et live-verdenskort kan følge frontlinjen i Ukraine.

I sommer sikrede Polymarket en gedigen kapitalindsprøjtning fra kapitalfonden 1789 Capital, som Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., er partner i.

Trump Jr. blev samtidig tilknyttet som strategisk rådgiver for bettingplatformen.

Donald Trump Jr. har investeret i Polymarket, som han også er rådgiver for.
Donald Trump Jr. har investeret i Polymarket, som han også er rådgiver for. Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix

»Polymarket skærer igennem medierne og såkaldte 'eksperters' meninger ved at lade folk satse på, hvad de faktisk tror vil ske i verden,« sagde Trump Jr. ifølge Reuters.

Bag platformen, hvor man kun kan bruge kryptovaluta til at spille for, står Shayne Coplan, som efter at have droppet ud af universitetet blev verdens yngste dollarmilliardær ifølge Forbes.

Platformen har desuden fået massiv kritik af den ukrainske overvågningsenhed DeepState, som beskylder Polymarket for at misbruge enhedens data til at fremme væddemål om krigen i Ukraine.

Også den ukrainske aktivist Sergej Sternenko revser platformen.

Det er muligt at gamble på, om der finder en atomvåbeneksplosion sted i 2025.
Det er muligt at gamble på, om der finder en atomvåbeneksplosion sted i 2025. Screenshot: Polymarket

»For os er krigen en tragedie, for nogle udlændinge er den et hasardspil,« skriver han på Telegram.

En søgning på 'Denmark' på Polymarket giver seks resultater, hvoraf de fleste omhandler vinter-OL eller Eurovision.

Der er dog også gamblet hele 32 millioner kroner på, om Donald Trump vil overtage Grønland i 2025.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Polymarket.