Angiveligt var det en rumlende mave, der fik 12-årige Adriana til at gå ud i den kulsorte nat 2. august sidste år.
Godt nok havde hun – omkring kl. 03 om natten – skrevet til sin veninde, at hun ville blive hjemme og ikke orkede at gå ud, selvom sulten og lysten til mad fra McDonald's trak i hende.
Men noget ændrede sig. Sulten fyldte alligevel for meget, og kort efter den sidste sms var sendt, iførte den livs- og danseglade pige sig sit overtøj og bevægede sig fra hjemmet i Norsborg syd for Stockholm ned mod den lokale McDonald's.
I løbet af de næste 30 skæbnesvangre minutter blev Adrianas unge liv forvandlet til en uhyggelig statistik; en statistik over uskyldige ofre i en stadigt tiltagende svensk bandekrig, som myndighederne for længst har mistet grebet om.
Foran pladsen til burgerrestauranten, hvor Adriana nu befandt sig, passerede en hvid Audi stationcar med tonede ruder i et moderat tempo. Inde fra bilen blev et vindue rullet ned, og kort efter kom løbet fra en kalasjnikovriffel til syne.
I sekunderne, der fulgte, tonede skarpe lysglimt frem i vinduets omrids, imens metalliske plaffelyde åd sig ind i stilheden i den vinterkolde oktobernat.
Det hele skete så hurtigt, men da Audien kørte derfra, havde riflens vildfarne kugler kun fundet ét mål: 12-årige Adriana Naghei Ostrowska lå sammensunken på jorden. Hun døde senere på vej til hospitalet.
Det år – i 2020 – var Adriana alene i Stockholms-området blot ét ud af 25 dødsofre i bandernes blodige konflikt. På landsplan er dødstallene endnu højere, og i år er politiet indtil videre blevet kaldt ud til flere end 270 banderelaterede skudepisoder. Også med ofre, som intet har med bandekriminalitet at gøre. I 43 af skudepisoderne har de pårørende efterfølgende været nødt til at indkalde til begravelse.
Ud over hovedstaden er storbyerne Malmø og Gøteborg også hårdt plaget af bandernes rivalisering, som ifølge en ekspertanalyse på SVT handler om tre ting: penge, narko og ære.
Til B.T. fortæller Magnus Ranstorp, der forsker i terror og banderelateret crossover-kriminalitet, at de svenske bandeproblemer stikker endnu dybere.
I hans optik er problemerne forankret i mange forskellige samfundslag, der spænder fra mislykket integration, religionskonflikt, fraværende fædrefigurer til en generel handlingslammelse og manglende italesættelse af problemerne. Især fra politisk hold, men også blandt den menige svensker er der en »usund« berøringsangst, mener Ranstorp.
»Man er nødt til at kigge på, hvordan hele landet er bygget op. Man er nødt til at forstå og acceptere, hvordan man adresserer de her problematikker. I Sverige tør vi ikke snakke om de her ting. Vi er konfliktsky,« siger han og fortsætter:
»Det er ikke tydeligt, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er acceptabelt. Det har man forstået i Danmark, hvor man jo langt fra ser de samme bandeproblmer som i Sverige.«
Ifølge Ranstorp har manglende konsekvens over for banderne været en stor årsag til, at problemerne i Sverige er eskaleret.
I Danmark har den såkaldte bandeparagraf gjort det muligt, at straffen i banderelaterede sager kan vokse til det dobbelte. Det er først for nylig, at lignende skærpelser er vedtaget i Sverige.
»Længe har konsekvensen været alt for slap, og for de kriminelle har det ikke været et problem at tage nogle få år i fængsel. Det har snarere været meriterende,« siger Magnus Ranstorp.
Et tydeligt eksempel på forskellene i dansk og svensk retspraksis og strafudmåling er det brutale dobbeltdrab i Herlev i 2019. Her blev fem unge mænd fra den svenske bande 'Dødspatruljen' idømt særligt hårde straffe for at likvidere to medlemmer fra den rivaliserende bande 'Shottaz'.
Ifølge avisen Svenska Dagbladet – som havde talt med en kilde i politiet – brød den ene af de dømte gerningsmænd – en blot 17-årig dreng – sammen i gråd, da han fandt ud af, at drabssagen skulle føres i Danmark.
»Tårerne er meget sigende for, at vort naboland gør noget rigtigt i kampen mod bandekriminalitet, og at Sverige halter efter,« stod der i analysen fra Svenska Dagbladet.
To af gerningsmændene, som var 17 år på gerningstidspunktet, blev i Østre Landsret idømt 16 års fængsel, mens de resterende tre gerningsmænd alle blev idømt livstid.
