Interessen for pornoskuespilleren Stormy Daniels er eksploderet, efter det i marts kom frem, at tidligere præsident Donald Trump bliver tiltalt i en sag om tys-tys-penge til hende.

På pornositet Pornhub.com steg antallet af søgninger på Stormy Daniels med 21.655 procent efter nyheden om tiltalen, skriver New York Post. Hun gik fra cirka 2.150 daglige søgninger til 467.000.

På Twitter har hun siden i fredags skrevet i et fastgjort tweet, at det vælter ind med ordrer på autografer og #Teamstormy-merchandise. Presset er så voldsomt, at kunderne skal forvente, at der er et par dages ekstra leveringstid.

På hendes hjemmeside kan man kan købe T-shirt, kalendere og signerede photos.

Stormy Daneils, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, oplever stor interesse for sin person, efter nyheden om at Donald Trump bliver tiltalt i en sag om tys-tys-penge.
Stormy Daneils, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, oplever stor interesse for sin person, efter nyheden om at Donald Trump bliver tiltalt i en sag om tys-tys-penge. Foto: Lucas Jackson/Reuters/Scanpix
Vis mere

Den 44-årige Stormy Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, havde angivelig en kort affære med Donald Trump i 2006.

Donald Trumps daværende advokat, Michael Cohen, betalte i dagene før præsidentvalget i 2016 130.000 dollar til Stormy Daniels for at tie om sagen.

Hun har dog alligevel flere gange fortalt om affæren, som Trump benægter har fundet sted.

Kritikere har også langet ud efter hende for at udnytte opmærksomheden omkring sin forbindelse til den omstridte ekspræsident.

Tidligere præsident Donald Trump benægter, at han har haft en affære med pornoskuespilleren Stormy Daniels. Han erkender dog, at hans tidligere advokat har udbetalt 130.000 dollar til hende.
Tidligere præsident Donald Trump benægter, at han har haft en affære med pornoskuespilleren Stormy Daniels. Han erkender dog, at hans tidligere advokat har udbetalt 130.000 dollar til hende. Foto: CHANDAN KHANNA/AFP/Scanpix
Vis mere

Hun påpeger, at Donald Trump har gjort det samme – men efter hendes opfattelse har han været udsat for langt mindre kritik. Samtidig forsvarede hun sin handlinger:

»Du griber chancen. Er det ikke det, Amerika handler om?« sagde Daniels i en livestream på OnlyFans, en online abonnementsplatform kendt for voksenindhold, ifølge avisen The Independent.

Donald Trump har da også selv været hurtig til at udnytte medieomtalen i forbindelse med tiltalen og indsamlet store millionbeløb på kort tid. Det kan du læse mere om her.

På tirsdag bliver Donald Trump stillet for en dommer i New York i sagen om bestikkelsespengene.

De præcise anklager mod ham kendes endnu ikke, men Trump har gennem sin advokat, Susan Necheles, meddelt, at han vil nægte sig skyldig.

Ifølge amerikanske medier handler sagen om de penge, som Trumps daværende advokat, Michael Cohen, betalte til Stormy Daniels i 2016.

Beløbet –130.000 dollar – fik hun for at tie om en affære med netop Donald Trump. Cohen har erkendt, at han har betalt pengene, som han efterfølgende fik refunderet af Donald Trumps organisation.

Ritzau citerer BBC for at skrive, at betaling i sig selv er lovlig, men ulovligheden opstår, fordi beløbet er opført som en forretningsudgift.

Det svarer til, at ekspræsidenten har forfalsket forretningsdokumenter, mener anklagerne. Det er ulovligt i New York.