Et sagnomspundet mysterium, hvor ni mennesker på gådefuld vis mistede livet i de russiske Ural-bjerge, skal nu efterforskes af et hold eksperter, 60 år efter hændelsen fandt sted.
Dødsfaldene har givet anledning til flere bøger, dokumentarfilm og op mod 75 teorier, som indeholder alt fra krybskytteri og mystiske lyde til rumvæsener.
Det er de russiske myndigheder, som har besluttet, at mysteriet nu skal opklares én gang for alle, skriver The Times.
For at forstå, hvad det er, russerne gerne vil opklare, skal vi tilbage til 1959.

Her satte ni erfarne vandrere - syv mænd og to kvinder - i slutningen af januar ud på en langrends-ekspedition på 305 kilometer i Ural-bjergene.
Da ingen havde hørt fra dem i midten af februar, sendte man et hold reddere ud for at lede.
Det syn, der mødte dem, blev starten på et mysterium, som har været diskuteret lige siden.
Redderne stødte i første omgang på det telt, de ni vandrere havde boet i. Det var skåret op indefra, og inde i teltet stod vandrernes tøj og støvler.
Kort efter fandt man fire af de ni vandrere halvanden kilometer fra teltet. De var omkommet og havde meget lidt tøj på. Tæt på deres lig var resterne af et lille bål.
I marts 1959 fandt man det femte lig. I maj fandt man de sidste fire lig i en kløft. De havde blandt andet tøj på, som var taget fra de fire første lig.
Og hvad var de så døde af?
I de fleste tilfælde vurderede læger, at de var omkommet på grund af kulde. Men i tre tilfælde havde ligene så massive hovedskader, at en læge beskrev skaderne som nogle, man kun ville få i en bilulykke eller ved en eksplosion.
En nærmere efterforskning viste, at de ni vandrere havde forladt teltet i samlet flok – det kunne ses på fodspor i sneen. Der var ikke tegn på slagsmål.
Man fandt aldrig ud af, hvad der egentlig var sket.
Og så startede teorierne.
Den første var, at de var blevet angrebet af det lokale Mansi-folk, men det blev hurtigt fastslået, at de end ikke havde været i nærheden i den pågældende periode.
Derfra blev teorier, som blev fremsat i avisartikler, bøger og senere tv-programmer, mere og mere vidtspændende.
Russiske myndigheder mener at kunne tælle sig frem til 75 af slagsen – blandt andet, at de ni blev ofre for rumvæsener, hemmelige våben fra militæret, krybskytter, dyr osv.
Den seneste teori blev fremført i bogen 'Dead Mountain', hvor forfatteren Donnie Eichar spekulerer i, at det var en lyd, der blev skabt af vinden, som skabte panik i gruppen og fik dem til at flygte.
Nu vil de russiske myndigheder i hvert fald til bunds i sagen. Alexander Korennoy, talsmand for den russiske anklagemyndighed, forklarer, at det er pres fra de efterladtes familier og en generel undren i samfundet, som får dem til at genåbne sagen.
»Vi har i sinde at tilkalde eksperter og undersøge de tre mest sandsynlige teorier. De er alle naturlige fænomener. Kriminalitet er ikke en af dem. Det kunne have været en lavine, en ustabil blok sne eller en orkan,« siger han ifølge The Times.


