Den har stået der i 4.500 år. Er stykket sammen af blokke af alabast og kalksten, som hver og én vejer omkring 2,3 ton.

Men hvordan den berømte Keopspyramide i Egypten blev bygget, har været et mysterium. Indtil nu.

Arkæologer har nemlig netop gjort en opdagelse, som om ikke andet er et skridt på vejen til at forstå, hvordan det har været muligt overhovedet at flytte de tonstunge blokke.

Ifølge sciencealert.com har arkæologerne ved det stenbrud, blokkene er hentet fra, udgravet, hvad der har vist sig at være en unik rampe. Og den har været brugt til at flytte blokkene fra bunden af stenbruddet.

»Et unikt transportsystem som dette er ikke fundet andre steder,« siger chefarkæolog Yannis Gourdon til sciencealert.com og forklarer, at systemet består af en central rampe og på siderne trappetrin med pælehuller.

Man forestiller sig dermed, at de 2,3 ton tunge blokke er blevet placeret på træslæder og på hver side fastgjort med et reb-system, som igen har været viklet om de pæle, der blev placeret i pælehullerne.

Det system har ifølge hans kollega dr. Roland Enmarch fra universitetet i Liverpool gjort det muligt for flere mennesker helt bogstaveligt at trække læsset hurtigt og på én gang. Op af stenbruddets stejle skråninger.

Derfra har blokkene så skullet transporteres fra stenbruddet - som ligger nord for Luxor - til området udenfor det nuværende Cairo, hvor Keopspyramiden er opført. En tur på omkring 600 km.

Lysshow ved Keopspyramiden.
Lysshow ved Keopspyramiden. MOHAMED ABD EL GHANY

Sidste år fandt forskerne beviser på, at hovedparten af dén transport foregik med båd på Nilen.

Inskriptioner på flere af forskernes fund i stenbruddet viser ifølge Yannis Gourdon med al tydelighed, at transportsystemet kan dateres tilbage til netop den egyptiske farao Keops, som stod bag opførsel af og ligger begravet i pyramiden.

Keopspyramiden - som var 146 m høj, da den blev bygget - er den største og blandt de ældste af de egyptiske pyramider og et af verdens syv vidundere.

Det anslås, at det tog 100.000 mand mellem 20 og 30 år overhovedet at bygge pyramiden, som har en hældning på 52 grader.

I alt er gået mere end 2 mio. kalkstensblokke til. Disse menes dog at være hugget ud i et nærliggende stenbrud, mens det store antal alabastblokke altså er hentet flere hundrede kilometer derfra.

Pyramiden vedbliver med at være en af de største gåder. Og derfor vækker det opsigt, hver gang arkæologer og forskere kan offentliggøre en ny opdagelse.

Således også da man i november 2017 ved hjælp af kosmisk stråling fandt et skjult rum i pyramiden. Et rum på størrelse med et 200-sæders passagerfly.

»Det er usædvanligt med sådan et hulrum. Men det er også en pyramide, der på mange måder er usædvanlig. Indgangen er et meget usædvanligt sted, kamrene er placeret usædvanligt, og der er underlige luftskakte. Men der er jo også det, der gør Keopspyramiden interessant,« som professor Kim Ryholt dengang sagde til videnskab.dk.

Nu har man så høstet mere ny viden om tilblivelsen. Men gåden om, hvordan den 4.500 år gamle pyramide blev bygget, er stadig ikke løst.