Lørdag formiddag forvandlede en ganske almindelig shoppetur sig til et sandt mareridt for Adriana Quezada.
Her blev den 39-årige kvinde nemlig vidne til massedrabet i indkøbscenteret Cielo Vista i El Paso, Texas, der indtil videre har kostet 20 mennesker livet.
Adriana Quezada stod ved kassen og skulle til at betale for sine varer, da de første skud blev affyret.
»Mens vi venter på at betale, så jeg flere mænd, der løb ind og begyndte at skyde,« fortæller hun til TV 2 Norge og tilføjer, at hun så mellem tre og fire personer, der var klædt i sort.
»Jeg så ikke deres ansigter. De var klædt i sort, og jeg så våben, der skød,« forklarer hun videre.
Foreløbig er en mand i starten af 20'erne blevet anholdt, men flere vidner har ifølge internationale medier forklaret, at de så flere mænd, der skød.
De første meldinger om skud kom ifølge TV 2 Norge fra en Walmart-forretning. Her stod den 25-årige Leslie Diaz bag kassen, da hun hørte skuddene blive affyret uden for butikken.
»Folk sprang som gale. Så blev lyden af skuddene højere. Min første tanke var at få alle ud. Jeg så en lille pige, så hende tog jeg hen til bagdøren,« forklarer hun til det norske medie.

Leslie Diaz så ingen gerningsmænd, men har ligeledes hørt fra andre vidner, at det var flere personer, der stod bag massedrabet.
Foruden de 20 dræbte er mindst 24 personer såret i forbindelse med skyderiet.
Motivet til skyderiet kendes endnu ikke, men politiet i Texas er lige nu i færd med at undersøge et 'racistisk manifest' på internettet, der blev offentliggjort kort før skyderiet.
Masseskyderier er et hyppigt fænomen i USA, hvor næsten alle borgere har let adgang til våben.
Myndighederne definerer et massemord som mindst tre dræbte, og det er i store træk hverdag i USA.
Næsten 40.000 personer blev i 2017 dræbt af skud i USA. Det var det højeste niveau i 50 år, oplyser Centers for Disease Control and Prevention, der er den officielle myndighed, som fører statistik.
Heri indgår også antallet af selvmord og vådeskud.
Masseskyderiet i El Paso er ifølge nyhedsbureauet Reuters det ottende værste masseskyderi i USA's nyere historie, efter en tilsvarende hændelse i San Diego i 1984, hvor 21 blev dræbt.
