Motivet til det blodige skyderi, der lørdag aften kostede 20 mennesker livet i et butikscenter i USA, kendes endnu ikke.

Men politiet er nu ved at undersøge, om et 'racistisk manifest', der blev offentliggjort på internettet kort før, det første skud lød, kan være skrevet af gerningsmanden.

Det bekræfter Dee Margo, der er borgmester i El Paso i den amerikanske stat Texas, hvor skyderiet fandt sted, til nyhedsbureauet AP.

I opslaget giver afsenderen ifølge AP udtryk for bekymring 'over tilstrømningen af latinamerikanere i USA', da vedkommende mener, at de kan erstatte de aldrende, hvide borgere, hvilket kan gøre, at Texas bliver 'blåt' (demokratisk, red.) ved kommende valg - i stedet for republikansk - og på den måde gøre, at der igen kommer til at sidde en demokrat i Det Hvide Hus.

Overvågningskameraer fangede en mand med et våben på vej ind i Walmart-butikscenteret i byen El Paso.
Overvågningskameraer fangede en mand med et våben på vej ind i Walmart-butikscenteret i byen El Paso. Courtesy Of Ktsm 9/Ritzau Scanpix

Afsenderen af opslaget var dog også kritisk over for Republikanerne, da vedkommende mener, at partiet har for tætte bånd til virksomheder og ikke gør nok for miljøet.

I manifestet benægter afsenderen ifølge AP, at vedkommende er racist, men af opslaget fremgår det, at afsenderen mener, at 'blanding af racer' ødelægger landet, og afsenderen opfordrer derfor til at opdele USA i enklaver, der er opdelt efter race.

En amerikansk mand i begyndelsen af 20'erne er blevet anholdt, og man mener, han er den formodede gerningsmand bag skyderiet.

Kameraovervågning i butikscenteret har fanget en mand gå ind i butikken med et våben, men om der er tale om den anholdte person, det vides endnu ikke.

Politichefen i El Paso, Greg Allen, har også natten til søndag oplyst på pressemøde, at der muligvis er tale om en hadforbrydelse:

»Lige nu har vi et manifest fra denne person, der til en vis grad viser, at det muligvis er en hadforbrydelse,« fortalte han.

20 personer mistede livet under skyderiet, der fandt sted i stormagasinet Walmart i El Paso, der ligger lige på grænsen til Mexico.

Derudover er mindst 24 personer blevet såret.

På de sociale medier og i flere medier florerer et navn på den formodede gerningsmand, men de officielle myndigheder har endnu ikke bekræftet identiteten på den anholdte.