Den er på størrelse med hele England og kaldes 'Dommedags-gletsjeren', fordi den kan få havniveauet til at stige faretruende meget over hele verden.

Ny forskning viser, at truslen er mere overhængende end hidtil antaget.

Adskillige studier har slået fast, at den enorme Twaites-gletsjer på Antarktis smelter – og at udviklingen bliver svær at stoppe.

I et spritnyt studie, som netop er publiceret i tidsskriftet Nature Geoscience, har forskere undersøgt gletsjerens tilbagetrækning i et historisk perspektiv, skriver CNN.

Resultatet var overraskende.

Og ildevarslende.

Forskerne nåede frem til, at 'Dommedags-gletsjeren' på et tidspunkt i løbet af de sidste to århundreder løsrev sig fra havbunden – sandsynligvis så sent som i midten af sidste århundrede. Siden da er den enorme gletsjer i gennemsnit blevet 2,1 kilometer mindre om året.

Det er mere end dobbelt så hurtigt som hidtil antaget.

»I dag holder Twaites virkelig fast med det yderste af neglene, og vi bør forvente at opleve store forandringer over korte tidsskalaer fremover – endda fra det ene år til det andet,« siger marinegeofysiker ved British Antarctic Survey, Robert Larter, som er en af forskerne bag det nye studie.

De store mængder smeltevand, som Twaites-gletsjeren udleder, kan skabe havniveaustigninger på op mod en halv meter globalt set.

Det kan blive katastrofalt for de mange, mange mennesker, som i dag bor lige over havets overflade i kystbyer rundt om i verden.

I 2021 viste et studie, at Twaites' ishylde – som hjælper med at stabilisere gletsjeren og forhindrer is i at bryde løs fra den og flyde ud på havet – kan blive ødelagt i løbet af de kommende fem år.

Udviklingen er blevet accelereret i takt med, at havvand er kommet ind under gletsjeren og nu får den til også at smelte nedefra.

Anden ny forskning på området viser, at smeltetiden for fem antarktiske gletsjere er fordoblet på seks år og nu er fem gange hurtigere end i 1990erne. Hvis den vestlige del af den antarktiske is smelter, vil det alene kunne øge havniveaustigningerne med omkring fem meter.

Et scenario, hvor kystbyer over hele verden derfor vil komme under vand.