»Vi håber på det bedste, men forventer det værste.«

Sådan lyder det fra 22-årige Victoria Fríðhild Winther, der lige nu er strandet i Australien på ubestemt tid. Nye regler for udrejse har nemlig skabt en fuldstændig umulig situation for de to unge danskere.

De kan kun komme med et fly ud af Australien, hvis de kan fremvise en test, der viser, de ikke har coronavirus.

Men testen kan de kun få lavet af de australske læger, hvis de udviser symptomer på coronavirus, fortæller Victoria Fríðhild Winther.

22-årige Victoria Fríðhild Winther fra Roskilde, der lige nu er fanget i Australien med en veninde på ubestemt tid. (Privatfoto)
22-årige Victoria Fríðhild Winther fra Roskilde, der lige nu er fanget i Australien med en veninde på ubestemt tid. (Privatfoto)
Vis mere

Og hun og hendes veninde mærker, hvordan situationen spidser til dag for dag.

Da de rejste til Australien i januar, var verden endnu ikke begyndt at tale om coronavirus, og de to unge kvinder regnede med, de skulle være i Australien i mindst et år.

Først som backpackere i halvanden måned, og derefter ville de finde arbejde.

Men i takt med truslen fra corona voksede sig større, blev det til flere og flere samtaler med ambassaden, og i sidste uge blev Victoria Fríðhild Winther og hendes veninde rådet til at forlade Tasmanien, hvor de opholdt sig.

Victoria Fríðhild Winther og hendes veninde på det, der skulle have været deres livs eventyr i Australien. (Privatfoto)
Victoria Fríðhild Winther og hendes veninde på det, der skulle have været deres livs eventyr i Australien. (Privatfoto)
Vis mere

De brugte deres sidste penge på en flybillet fra Melbourne med afgang på torsdag, men sent mandag aften, fik Victoria Fríðhild Winther at vide, at afgangen, der gik over Abu Dhabi, var aflyst, fordi byen har suspenderet alle internationale fly på ubestemt tid.

Vil veninderne flyve med et andet selskab, skal de fremvise den coronatest, som de kun kan få, hvis de er syge.

»Og så får vi jo nok under ingen omstændigheder lov til at flyve med,« siger Victoria Fríðhild Winther.

Hun og hendes veninde forsøger at holde modet oppe, men hun lægger ikke skjul på, at de er pressede af situationen.

Et billede fra ferien, inden coronavirus satte alt på pause. (Privatfoto)
Et billede fra ferien, inden coronavirus satte alt på pause. (Privatfoto)
Vis mere

»Uvisheden er svær, og vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal gøre. Når vi henvender os til vores forsikringsselskab sender de os videre til vores rejseselskab, mens vores rejseselskab sender os tilbage til forsikringsselskabet,« beretter Victoria Fríðhild Winther.

De to danske piger er også ved at løbe helt tør for penge, efter de måtte betale mange tusinde kroner for en flybillet, der nu er ubrugelig.

»Vores familie i Danmark prøver at hjælpe os økonomisk, men mange af dem er også blevet sendt hjem fra deres arbejde, så det er svært at bede dem om,« fortæller Victoria Fríðhild Winther.

Hun er blevet medlem af en facebookgruppe, hvor danskere i hele verden hjælper andre danskere, der er strandet, og her har hun fået kontakt til en kvinde, der kommer forbi det hostel, hvor Victoria Fríðhild Winther bor, med aftensmad til de unge.

Et minde fra de to veninders rejse, inden det stod klart, at verden med et blev forandret på grund af coronavirus (Privatfoto)
Et minde fra de to veninders rejse, inden det stod klart, at verden med et blev forandret på grund af coronavirus (Privatfoto)
Vis mere

»Hun er simpelthen så sød, det er altså guld værd,« fortæller Victoria Fríðhild Winther taknemmeligt.

Indtil videre har hun og veninden mest bekymret sig om, hvordan de kommer hjem, men i takt med, at Australien ruster sig mod coronavirus, kan de også mærke, at nervøsiteten for virussen rykker tættere på.

»Vi forsøger at tage vores forholdsregler og holde afstand, men det er jo vildt svært, når man bor på værelse med seks andre og deler køkken og bad.«

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Udenrigsministeriet til situationen i Australien.