Det har været en mærkelig oplevelse at være i London denne uge. Ugen op til jul er normalt en meget travl shopping-uge, hvor man næsten ikke kan komme frem på Oxford Street og Regent Street for juleshoppere med fyldte gaveposer. Men det indre London er en skygge af sig selv.
Det plejer også at være en uge fuld af drinks og hyggelige møder på barer og pubber, men pubberne er mærkeligt tomme. Der er heldigvis stadig julebranderter og folk i fjollede julehatte, men de er ikke så mange og virker lidt sølle, som de trasker ned ad de spøgelsestomme gader.
Dronning Elizabeth har aflyst sin traditionsrige førjul-komsammen, alt imens de daglige smittetal ugen igennem blev ved at stige faretruende.
De britiske myndigheder anslår, at det virkelige antal smittede dagligt nu er omkring 400.000, og at det ikke tager mange dage, før man i Storbritannien når en million nye smittede dagligt.
Spådomme om overfyldte hospitaler og Boris Johnsons apokalyptiske advarsel om en omikronflodbølge har ikke ligefrem gjort julestemningen bedre.
Modsatrettede meldinger om, at omikronvarianten er en coronalight, og at den er cirka ligeså slem som deltavarianten, understreger bare fornemmelsen af, at vi fægter i blinde.
Hvordan er det endt her? Svaret er naturligvis, at vi er ved at blive løbet over ende af den endnu mere smitsomme variant, men også at vi har lullet os i søvn ved at tro, at vi var ved at være i mål i forhold til pandemien.
Vi har med rette hyldet udviklerne af vacciner for at have arbejdet så enormt hurtigt. Vi har også igen og igen fået at vide, at videnskaben har fat i halen på pandemien, men spørgsmålet er vel nu, hvem der har fat i halen på hvem?
Vi har sovet i timen i forhold til at opbygge et forsvar mod coronavirus, der ikke bare beror på vaccination. Meget tyder på, at de nuværende vacciner kun virker i nogen eller ringe grad mod omikronvarianten.
Medicinalindustrien lader forstå, at de formodentlig har en opdatering om få måneder, og det er vel godt nyt. Men hvad nu hvis omikronvarianten til den tid er muteret til noget nyt, som vaccinerne igen ikke virker mod?
Vi bliver nødt til at genoverveje vores andre forsvarsmuligheder sideløbende med vaccinerne. Vi kom alt for sent i gang med at masseteste, og på trods af at prominente forskere i mere end et år har råbt op om behovet for at udvikle et langtidsholdbart og billigt testprogram, så har vi overladt det til private spillere at står for alt, hvad der har med test at gøre.
De private aktører har såmænd løst opgaven ganske udmærket, men det er visionsløst bare at lade Falck og Copenhagen Medical løfte en opgave, som er afgørende for, om samfundet kan holdes åbent, både nu og i på lang sigt.
Vi burde have brugt langt flere ressourcer på at få undersøgt mulighederne for at få skabt et effektivt testprogram, der kan sikre et åbent samfund, selv med coronavirus rasende omkring os
Det er nemlig muligt, hvis hele befolkningen bliver testet en gang om ugen. Det har en række anerkendte, internationale forskere understreget siden 2020. Vi lyttede bare ikke for alvor, også her har vi sovet i timen.
For det testregime, vi har nu, er både alt for dyrt og ikke gennemført nok. Der er langt billigere og effektive alternativer, men vi har glemt at undersøge dem i forvisningen om, at vaccinerne klarede problemerne for os.
Nu står vi foran endnu en nedlukning. I stedet for bare at gå i hi igen bør vi bruge den kommende nedlukning til at undersøge og udvikle et langtidsholdbart testsystem, som kan hjælpe os nu og i fremtiden.
Det vil kræve en indsats af os alle sammen at lade os teste en gang om ugen. Men sværere er det heller ikke. Der er udviklet hjemmetest, der er langt billigere end det, vi giver for kviktest og pcr-test i dag. Vi har coronapas og de andre digitale værktøjer, der skal til.
Det store spørgsmål er, hvorfor man ikke allerede har udviklet et testsystem, der ikke koster en formue, og som man kan skrue op og ned for efter behag? Vi har haft tid nok, må man sige.
Svaret er formodentlig, at vi bare lidt naivt roede, at alting nu ville blive, som det plejer. Det må vi konstatere ikke er tilfældet. Lad os stadig håbe, at vaccinerne kan besejre coronavirus, men lad os samtidig gøre alt, vi kan, for at samfundet kan forblive åbent. Her er løbende massetest med overvældende sandsynlighed svaret.
Hvis vi træffer de rigtige valg, kan vi få udført disse test for en brøkdel af, hvad vi har betalt indtil nu. Det vil være alle pengene værd.

