Nytårsaften nærmer sig, og det samme gør den traditionsrige affyring af fyrværkeri.

Men det betyder også, at sæsonen for fyrværkeriskader begynder. Og det kan have store konsekvenser.

Christian Jørgensen, som første gang stod frem i TV 2 Øst, er ledende oversygeplejerske ved Akutafdelingen på Slagelse Sygehus, og han fortæller, at de på alle landets skadestuer allerede inden jul får nytårsrelaterede skader ind.

»Heldigvis er det ikke i store antal, men det sker, at nogen er så kåde, at de ikke kan vente med at afprøve det indkøbte fyrværkeri, inden det er tilladt. Og i den situation, hvor man er kåd, er der en tendens til, at man glemmer sikkerhedsforanstaltningerne, og det går galt,« fortæller han til TV 2 Øst.

Ved årsskiftet til 2021 kom 165 danskere på skadestuen på grund af ulykker med fyrværkeri.

Sygeplejerskens råd til at undgå den situation er helt klare: Få ikke fat i det ulovlige fyrværkeri, anvend først dit (lovlige!) fyrværkeri i antændingsperioden fra 27. december til 1. januar, hvor det er tilladt - og husk sikkerheden som indebærer sikkerhedsbriller, afstand og at anvende forskrifterne for det fyrværkeri, man bruger.

De typiske skader er ifølge Christian Jørgensen forbrændinger på hænder, ansigt samt snitsår. Han fortæller videre, at det i nogle situationer kan gå rigtig galt, og der er det forbrændinger, der kræver længerevarende behandling.

Han har i sine 25 år i sygeplejerskefaget set både grimme øjenskader, hvor raketpinde har sat sig i øjeæblet, fordi der ikke blev brugt sikkerhedsbriller, og fordi man dengang havde for dårligt fyrværkeri. Det er heldigvis ikke noget, de ser mere, fortæller han.

Selvom de mindre former for fyrværkeri som heksehyl kan virke harmløse, kan de også gøre skade, understreger Christian Jørgensen. Derfor skal man også her være opmærksom på at anvende det korrekt.