Den verdenskendte sangerinde Björk sendte en kolossal kritik Danmarks vej, da hun leverede en verbal uppercut af dimensioner på det sociale medie X.

Her kaldte hun Danmark for en 'grusom kolonisator' og erklærede, at grønlændere behandles som 'andenrangsmennesker' af Danmark.

Noget, som har fået journalisten og tv-værten Anders Lund Madsen til tasterne.

For han har tidligere interviewet den islandske sangerinde – og han er ikke videre imponeret over hendes ord.

'Jeg spiste engang frokost med Björk på et fint hotel i New York, og hun betroede mig, at Danmark i al hemmelighed havde bygget kemiske fabrikker i Grønland, hvor de tvang grønlændere til at arbejde. Og danskerne er ligeglade, fordi vi er onde,' skriver han som svar til Björks opslag og slutter af med en ironisk kommentar.

'Björk ved ting.'

Anders Lund Madsen er langtfra den eneste kendte dansker, der har reageret på de kontroversielle ord.

Det har den stenrige iværksætter Martin Thorborg også. Han har blot reageret med en klovneemoji, mens Liberal Alliances Ole Birk Olesen kalder Björk for en 'skøn sangerinde og musiker, ikke så skøn politisk kommentator.'

Også Rasmus Jarlov fra Konservative har givet sit besyv med.

Han skriver blandt andet, at Björks indspark vidner om 'en løgnagtig og uberettiget offermentalitet' og tilføjer, at det er 'meget kontraproduktivt at sprede sådanne løgne, mens vi forsøger at bevare Grønlands uafhængighed i stedet for at blive koloniseret af USA.'

Du kan følge alt det seneste fra situationen omkring Grønland og resten af verdens i B.T.s liveblog lige her.