Den islandske sanger Björk blander sig nu i den buldrende debat om Grønlands fremtid.

Det skriver sangeren på X.

Og nok med en melding, mange vil se som opsigtsvækkende.

Hun opfordrer nemlig grønlænderne til at vende Danmark ryggen.

I opslaget ønsker hun »alle grønlændere velsignelse i deres kamp for uafhængighed.«

Og med den klare opfordring:

»Kære grønlændere, erklær jer uafhængige!!!!«

Som en del af opslaget deler hun ligeledes det efterhånden verdenskendte billede af Grønlandskortet - udfyldt af det grønlandske flag.

Ifølge den 60-årige sanger er man i Island »meget lettet« over, at det lykkedes landet at løsrive sig fra Danmark tilbage i 1944.

Samtidig henviser Björk blandt andet til spiralsagen, hvor det blev afsløret, at grønlandske kvinder fik opsat spiral uden at have givet samtykke.

Med denne henvisning erklærer Björk, at Danmark behandler grønlænderne som »andenrangsmennesker.«

Hun beskriver også Danmark som en »grusom kolonisator (cruel coloniser, red.).«