Rekorden for antallet af smittede med covid-19 efter et enkelt flys udenrigsrejse er blevet slået – og noget så eftertrykkeligt.

Efter at ingen af passagererne var positive for coronavirus inden starten fra Delhi i Indien, så tallet noget anderledes ud, da flyet først landede i Hong Kong.

Flyet fra det indiske selskab Vistara har nu rekorden med 47 ud af flyets 188 passagerer, som er testet positive efter turen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Flyveturen fandt sted 4. april, hvor flyet blev sendt afsted på en fem timers tur. Alle passagerer var testet negative for covid-19, så der var intet i vejen med humøret ombord.

Men efter ankomsten til Hong Kong begyndte alvoren at sætte ind. Alle passagerer, der kommer fra udlandet, skal i to ugers hotelkarantæne, og da begyndte sagen at eksplodere.

Seks af passagererne testede positiv allerede ved ankomsten til Hong Kong. Men det var bare begyndelsen.

I løbet af en uge blev yderligere 19 tilfælde fra flyet fundet, og yderligere 22 passagerer testede positivt efter to uger.

Avisen Hindustan Times rapporterede, Hong Kong suspenderede alle fly fra Indien, efter virussen spredte sig på flyet.

Flyet tilhørte det indiske selskab Vistara.
Flyet tilhørte det indiske selskab Vistara. NOAH SEELAM

Andre kilder fortæller til samme avis, at Hong Kong også har suspenderet flyene fra Pakistan og Filippinerne i to uger.

På luftfartsselskabet Vistaras hjemmeside bliver rejsende hilst velkommen, men der lyder også en advarsel:

»Vi agter af tage alle nødvendige forholdsregler. Det er vigtigt, at alle, der rejser med os, også følger de personlige forholdsregler. Vi gør, hvad vi kan, for at du kan føle dig sikker, og for at flyrejser bliver sikre igen.«

I Indien bliver situationen bare værre. Coronavaccination gives kun til dem over 45 år og er blevet givet siden midten af januar. 123 millioner doser vaccine er blevet givet indtil nu.

Mens antallet af smittede med coronavirus faldt til under 9.000 om dagen midt i februar, har tallet de seneste uger nået nye højder.

Alene i mandags fik 273.810 smittede totalen op på over 15 millioner smittede i Indien. Det er det næsthøjeste antal efter USA.