Søndag morgen blev de første danskere vaccineret mod covid-19, og dermed tog vi som samfund de første bittesmå skridt på rejsen mod en hverdag, som vi kender den, med kram, koncerter, kys, rejser, sport og restaurantbesøg.
En hverdag, der ifølge dele af dansk erhvervsliv kan vende endnu hurtigere retur, hvis danskerne bliver udstyret med et digitalt vaccinepas, der kan fungere som adgangsbillet til fly, fodboldkampe og koncerter.
En model, som et flertal af danskerne støtter.
Det viser en ny YouGov-undersøgelse, som B.T. har fået foretaget blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen.
61 procent svarer blandt andet, at de er helt eller delvist enige i, at flyselskaber skal kunne nægte danske statsborgere adgang, hvis de ikke kan fremvise dokumentation for, at de er vaccineret mod covid-19.
Direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier er en af dem, der mener, det vil være en god idé med et vaccinationspas.
Ja, ikke bare en god idé, men ligefrem en nødvendighed for, at vi kan rejse, som vi gjorde før corona.
»Hvis man har lyst til at rejse i andre lande, så skal dem i den anden ende også have lyst til at modtage en som gæst, og jeg tror, det er meget sandsynligt, at mange lande vil stille krav om, at man er blevet vaccineret,« siger Lars Thykier.
Han gør opmærksom på, at vacciner i forbindelse med rejser ikke er noget nyt.
»WHO udsteder allerede vaccinepas, så man kan dokumentere, at man har modtaget bestemte vacciner ved indrejse i lande, hvor det er påkrævet,« siger Lars Thykier, der dog påpeger, at man bør finde en ny og mere tidssvarende løsning for coronavaccinationspas.
»Det bedste ville være, hvis EU-landene kunne blive enige om den samme løsning, der også ville kunne bruges i resten af verden,« siger han.
Han fortæller også, at der i dag er flere forsikringsselskaber, som stiller krav om vaccinationer forud for rejse til forskellige lande, hvor der er en øget risiko for at blive smittet med alvorlige sygdomme, og det er derfor ikke nyt, at vaccinationer er en nødvendig del af det at rejse.
Af B.T.s YouGov-undersøgelse fremgår det, at 19 procent er helt eller delvist uenige i, at flyselskaberne skal kunne kræve dokumentation for, at deres kunder er vaccineret mod covid-19.
Det kommer bag på Lars Thykier, der undrer sig, hvis nogle ikke har lyst til at modtage vaccinen og derfor ikke mener, det bør være påkrævet for at kunne rejse.
»Jeg troede, at alle gerne ville slippe for at være syge,« siger han.
»Men ingen tvinger nogen til at rejse, og hvis vi står i en situation, hvor forskellige lande kræver, at man er vaccineret inden indrejse, så kan man jo bare blive hjemme,« siger han.
Af YouGovs undersøgelse fremgår det også, at 48 procent er helt eller delvist enige i, at restauranter skal kunne nægte folk adgang, hvis de ikke kan fremvise dokumentation for, de er vaccineret mod corona.
57 procent er helt eller delvist enige i, at arrangører af koncerter, fodboldkampe, festivaler og lignende skal kunne nægte danskere, der ikke er vaccinerede, adgang.
På trods af at et flertal af befolkningen bakker op om vaccinepas, har et flertal i Folketinget dog afvist ideen.