Kryptovalutaerne eksploderer i værdi i øjeblikket.
Men nu har verdens yngste krypto-milliardær, Vitalik Buterin, valgt at destruere værdi i en kryptovaluta, der går under navnet 'shiba inu coin', for hvad der svarer til 43 billioner danske kroner, oplyser News.co.au. Tæt på halvdelen af kryptovalutaens samlede værdi.
»At beholde dem for evigt var aldrig en mulighed. Af sikkerhedsmæssige årsager skulle de flyttes på et tidspunkt, og enhver transaktion, jeg foretager mig, vil tolkes som en handling. Så … Jeg kan lige så godt gøre det oplagte med det samme,« skriver han.
Shiba inu coin, der kun har ni måneder på bagen, blev i sin tid blev døbt som 'dogecoin killer', med reference til kryptovalutaen dogecoin, der også er steget eksponentielt i værdi i 2021.
Shiba inu coin er selv steget med mere end to millioner procent i værdi indtil videre, men er stadig under én dollar værd pr. coin.
Den ekstreme værdistigning har dog alligevel gjort mange investorer til millionærer trods indskud, der var på et menneskeligt plan.
Og nu har milliardæren Vitalik Buterin, der selv var med til at stifte verdens næststørste kryptovaluta, ethereum, altså valgt at skille sig af med sin andel.
Det sker blot en uge efter, at milliardæren valgte at donere kryptovaluta til en værdi af mere end syv milliarder kroner til Indien i landets kamp mod coronavirussen. Herefter faldt værdien med 40 procent.
Han har i sinde at donere sin resterende andel til andre velgørenhedsprojekter.
At Vitalik Buterin har stor indflydelse på kryptovalutamarkedet, ses blandt andet af, at hans beslutning om at opgive hele sin formue i kryptovalutaen fik stifteren af shiba inu coin til at reagere på Twitter.
Her lød det, at 'kryptovalutaen for anden gang på en uge var med til at skrive historie'.
Trods det faktum, at næsten halvdelen af den samlede andel af kryptovalutaen forsvinder, forventes det, at kryptovalutaen kan fortsætte med at stige i værdi, da udbuddet nu er skrumpet.