De mange millioner mennesker i hele verden, som har investeret i kryptovaluta, fik sig et brutalt chok torsdag.

Her var en lang række af de største kryptovalutaer nemlig i frit fald. På få timer blev værdien af det samlede kryptomarked ramt så hårdt, at værdier for omkring 365 milliarder dollar blev udslettet.

Det skriver CNBC.

Årsagen var et simpelt tweet.

Elon Musk
Elon Musk Foto: HANNIBAL HANSCHKE
Vis mere

Det blev sendt afsted af Tesla-ikonet Elon Musk, som også er verdens næstrigeste mand, og som de seneste år har gjort sig til en af de varmeste fortalere for kryptovaluta.

I det tweet skrev han, at Tesla suspenderede beslutningen om at tage imod kryptovalutaen bitcoin som betaling, fordi der bruges for meget energi på at udvinde den.

»Kryptovaluta er en god idé på mange måder, og vi tror, det har en lovende fremtid, men det kan ikke være på bekostning af miljøet,« lød det.

Han skrev samtidig, at Tesla nu vil indlede samarbejder med kryptovalutaer, som bruger under en procent af den mængde energi, som bitcoin gør.

Herfra gik det stærkt.

På bare to en halv time faldt den samlede værdi på kryptomarkedet med 365 milliarder dollar.

I løbet af dagen genvandt markedet noget af det tabte, men var fortsat nede med 290 milliarder dollar mange timer senere.

For bitcoin, som er den mest værdifulde og kendte kryptovaluta, var faldet markant.

Den 12. maj kostede en bitcoin godt 57.800 dollar. Fredag morgen er værdien 49.400 dollar, viser Coindesk.

Altså: Værdien af en enkelt bitcoin er faldet med 51.500 danske kroner på blot halvandet døgn.

En lang række andre kryptovalutaer blev ramt af store fald, eksempelvis ethereum, dogecoin og bitcoin cash.

Især dogecoin har dog genvundet en del af det tabte.

Også den udvikling kan Elon Musk tage æren for. Nogle timer efter sit første tweet, der sendte hele markedet nedad, skrev han tre flere.

I det første skrev han, at han fortsat tror på kryptovaluta. I det andet skrev han, at han nu samarbejder med dogecoin om at optimere deres transaktionsprocesser: 'Potentielt lovende,' skrev han.

Det har fået dogecoin til at stige så meget, at den fredag morgen var 25 procent oppe i værdi over 24 timer.

Elons Musks enorme magt på kryptomarkedet har fået flere analytikere til at kalde det bekymrende, at der sker så store udsving på baggrund af hans tweet, og påpeger, at det lige nu er en svaghed for kryptomarkedet generelt.