»Selv Biden kunne ikke tåle at høre så meget om svindelnummeret global opvarmning.«

Der var ikke gået mange timer af årets klimatopmøde, Cop26, til den amerikanske præsident, Joe Biden, var kommet på glatis.

Under et møde i salen blev den 78-årige præsident filmet, mens han sad alene, kiggede rundt og så lukkede øjnene i.

Måske hvilede han bare øjnene, eller også tog han sig en lille lur.

Uanset hvad gik der ikke længe, så væltede kritikken ned over den amerikanske præsident, som har bedyret, at klima står absolut øverst på agendaen, mens han er i Det Hvide Hus.

Men de lukkede øjne viser noget helt andet.

I hvert fald hvis man spørger Joe Bidens vel nok største kritiker og manden bag det indledende citat; den tidligere præsident Donald Trump, som tabte sidste års valg til netop Biden.

I en mail til sine mange støtter pakker Trump ikke sin kritik ind.

Joe Biden med lukkede øjne i forbindelse med Cop26. Reuters

»Biden tog til Europa med budskabet om, at global opvarmning har den absolut højeste prioritet, og så faldt han i søvn, mens hele verden så på, ved selve konferencen. Ingen, som for alvor er entusiastisk omkring et emne, vil nogensinde falde i søvn,« skriver Donald Trump blandt andet om manden, han selv har døbt 'Sleepy Joe', i en mail, der uden tvivl havde været en række tweets for et år siden.

Da Donald Trump var præsident, tog han beslutningen om at trække USA ud af Paris-aftalen, som årets Cop26 i Glasgow skal være en længe ventet opfølger til.

Og hvis man er i tvivl om, hvad Donald Trump mener om klimaforandringer og global opvarmning, så toner han rent flag i samme mail, hvor han langer ud efter Joe Biden.

»Global opvarmning er det syvendestørste svindelnummer i USA, fulgt tæt af præsidentvalget i 2020, Rusland, Rusland, Rusland, Ukraine, Ukraine, rigsretssag svindelnummer 1, rigsretssag svindelnummer 2, og at man ikke fandt beviser for hemmeligt samarbejde med udenlandske magter i 'Mueller Rapporten',« skriver Donald Trump videre.

Efter Joe Bidens søvndyssende optræden i Glasgow indtog han selv scenen. Og så blev der skudt tilbage mod Donald Trump.

»Jeg vil gerne undskylde for det faktum, at USA, under den sidste præsident, trak os ud af Paris-aftalen,« sagde Biden blandt andet.

Han har desuden lovet, at USA vil halvere sin udledning af drivhusgasser inden 2030. Men endnu står det ikke klart, præcis hvordan det skal ske.

Cop26 finder sted i denne uge. Her er verdens ledere samlet i Glasgow.