En ven til den afdøde præsidentsøn, John F. Kennedy Jr., skriver i en kommende biografi, at 38-årige ‘John-John’ selv var skyld i sit alt for tidlige endeligt.

Det konkluderer historikeren efter at have gennemgået sin vens tragiske liv, herunder hans sidste handling - en skæbnesvanger flyvetur i sit privatfly.

»Han skulle aldrig være lettet den aften,« siger historikeren Steve Gillon til People Magazine.

John F. Kennedy Jr. kom til verden bare 17 dage efter, at hans far John F. Kennedy blev valgt til præsident i USA.

Her ses familien Kennedy i 1962. John F. Kennedy Jr. sidder hos sin mor Jacqueline Kennedy, der også har datteren Caroline Bouvier Kennedy hos sig. Til højre sidder præsidenten, der blev myrdet året efter.
Her ses familien Kennedy i 1962. John F. Kennedy Jr. sidder hos sin mor Jacqueline Kennedy, der også har datteren Caroline Bouvier Kennedy hos sig. Til højre sidder præsidenten, der blev myrdet året efter. Cecil Stoughton

Som bekendt blev den 35. præsident snigmyrdet for rullende kameraer i 1963 i Dallas, men det myteomspundne mord på faren blev ingenlunde den eneste ulykkelige fortælling i ‘John-Johns’ liv.

Også John F. Kennedy Jr.’s onkel, Robert Kennedy, blev myrdet. Det skete i 1968, og tragedien blev fuldendt for 20 år siden, da John F. Kennedy Jr. selv satte sig bag styrepinden i sit lille propelfly af typen 'Piper Saratoga' 16. Juli 1999.

I bogen, der udkommer 9. Juli med titlen ‘America’s Reluctant Prince’ (Amerikas modvillige Prins, red.), skriver Steve Gillon, at hans ven siden årene på Brown University fra sit kontor tjekkede vejrudsigten, inden han kørte mod lufthavnen i Essex, New Jersey.

Det skulle blive klart vejr, lød forudsigelsen. Dette var afgørende for Kennedy Jr., der i sit fly var afhængig af frit udsyn.

John F. Kennedy Jr. og hans hustru Carolyn Bessette blev begge dræbt i et flystyrt i 1999.
John F. Kennedy Jr. og hans hustru Carolyn Bessette blev begge dræbt i et flystyrt i 1999. MIKE SEGAR

For den uerfarne pilot havde kun gennemført halvdelen af undervisningstimerne i at bruge flyets instrumenter til at navigere i uklart vejr, skriver People Magazine.

Men inden Kennedy Jr. nåede frem til sit fly, havde en tåge sneget sig ind over land fra Atlanterhavet.

Alligevel lettede han klokken 20.38 sammen med sin kone, Carolyn Bessette Kennedy, og hendes søster Lauren Bessette.

Set i historiens klare lys, skulle det aldrig være sket, mener Steve Gillon.

»Ved det første tegn på fare burde han have gjort, hvad mange piloter gjorde den aften, nemlig at flyve ind i landet, væk fra havet. Tilbringe natten et sted og derefter tage afsted næste morgen.«

Som ven er denne erkendelse ‘svær at skrive,’ fortæller Steve Gillon til Fox News.

Flyet styrtede i havet klokken 21.40 ud for Marthas Vineyard - en ø liggende nordøst for New York. Alle tre ombord blev dræbt.

»Det var Johns dårlige dømmekraft, der førte til hans, hans kones og hans svigerindes død, og det er der ingen vej udenom.«

»John - og kun John - bærer ansvaret for hans hensynsløshed den nat. Det er ikke let for mig at sige, men da jeg skrev denne bog, besluttede jeg mig for, at mit ansvar som historiker er større end mit ansvar som ven.«

»Den historiske sandhed er, hvad den er,« siger Steve Gillon til Fox News.

Ifølge historikeren vil hans bog kaste nyt lys på John F. Kennedy Jr.’s liv.

»Han vil altid blive husket for det løfte, der aldrig blev opfyldt. Men John burde blive husket for, hvem han var: et kompliceret og et overordentligt anstændigt menneske."«