At kunne bryste sig af at eje Det Sixtinske Kapel, Peterskirken, de dertilhørende haver og pavens residens lyder jo fint nok i sig selv. Men nu er det kommet frem, hvad Vatikanstaten ellers ejer.

Og det er ikke småting.

Listen er lang og består af flere tusinde ejendomme både i Italien og lande rundt om i verden. Det viser dokumenter, som Vatikanstaten selv har offentliggjort for første gang nogensinde. Det skriver Finansavisen.

Hele 40 procent af ejendommene er en slags institutionelle bygninger som for eksempel skoler, klostre og sygehuse.

De fleste af ejendommene lejes ud, men det er kun 14 procent af de italienske ejendomme, der lejes ud til markedsprisen. Resten lejes ud til en meget billigere pris, oftest til kirkens ansatte.

Helt præcist viser dokumenterne, at Vatikanstaten ejer 4.051 ejendomme i Italien og 1.120 i udlandet. Alt i alt 5.171 ejendomme rundtomkring i verden for eksempel London, Paris og Genève. Og i den pulje er ambassaderne ikke talt med.

Ikke alle købte ejendomme har dog været en succes. I 2014 købte Vatikanstaten en bygning i South Kensington i London, og det førte til enorme tab.

Det resulterede i en retssag, som starter tirsdag mod de ti personer, der stod for købet. De er sigtet for hvidvask, svindel, afpresning og misbrug af embedet.