Mindst to personer har foreløbigt mistet livet i det voldsomme uvejr, som i øjeblikket hærger den spanske østkyst.

Det drejer sig om en 51-årig kvinde fra byen Caudete og hendes 61-årige storebror, der blev fundet døde i deres bil, efter den var blevet slæbt med af enorme vandmasser.

Ifølge de spanske myndigheder tyder det på, at uvejret bliver det værste uvejr i 13 år.

Flere hundrede millimeter regn vil vælte ned over ferieområdet i det sydøstlige Spanien torsdag og fredag.

Valencia-regionen er hårdt ramt af oversvømmelser i forbindelse med det voldsomme vejr.
Valencia-regionen er hårdt ramt af oversvømmelser i forbindelse med det voldsomme vejr. Foto: ADRIAN SORIANO
Vis mere

I løbet af det seneste døgn er der blevet målt omkring 300 millimeter regn.

Det skriver Washington Post.

På billeder og videoer kan man se, hvordan de massive vandmasser skyller ind over byerne.

Flere hundrede mennesker er blevet evakueret i forbindelse med det voldsomme vejr, som har forårsaget utallige materielle skader i form af smadrede biler og flyvende træer.

Valencia-regionen er hårdt ramt af oversvømmelser i forbindelse med det voldsomme vejr.
Valencia-regionen er hårdt ramt af oversvømmelser i forbindelse med det voldsomme vejr. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

I løbet af i dag er mindst 13 personer i byen Albacete sydvest for Valencia blevet reddet ud af biler eller ned fra tage på grund af oversvømmelser.

Flere lokale skoler i de ramte områder har lukket ned torsdag og fredag.

I alt har mere end 300.000 elever fået besked på at blive hjemme fra undervisningen.

Uvejret forventes overstået lørdag.