Møder mellem Donald Trumps udsending Steve Witkoff, svigersønnen Jared Kushner og Putins chefforhandler Kirill Dmitrijev udmøntede sig i en såkaldt 28-punkts fredsplan for Ukraine.

Men ifølge Wall Street Journal handlede samtalerne om langt mere end fred.

Avisen skriver, at trioen også drøftede forretning til rigtig mange penge, hvis freden kommer – og ikke mindst hvordan amerikanske virksomheder kan slå Europa, hvis USA og Rusland samarbejder.

Ifølge avisen er flere mulige projekter allerede på tegnebrættet, hvor mange af de involverede er tæt på USAs præsident Donald Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin.

Det gælder blandt andre donorer, forretningsforbindelser og energiselskaber, der ifølge Wall Street Journal har vist interesse for blandt andet russiske gasfelter og endda den saboterede gasledning Nord Stream 2.

Det får B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær til at spærre øjnene op:

»Det lugter af korruption og er i bedste fald en gråzone,« siger han.

Hvad skal der til for, at det ikke kun 'lugter' af korruption?

»Så skal der være nogen mere håndfaste beviser på, at folk, der har afgørende kendskab til beslutningerne, har videregivet konkrete oplysninger til Trump og Putins venner. Det er dér, det ville krydse en meget alvorlig linje.«

Og også her billedet bliver uklart:

»For hvad ved det statslige energiselskab Rosneft gennem sit forhold til Putin? Og hvad ved Trumps donorer via deres forbindelser til eksempelvis Trump Jr.?«

Wall Street Journal understreger også, at de ikke har håndfaste beviser for, at Det Hvide Hus, Witkoff eller Kushner er informeret om eller involveret i alle de forretningsdrøftelser, deres allierede fører.

Men en ting er sikkert: Donald Trump er om nogen en forretningsmand, og har tidligere gjort klart, at han ønsker Ruslands naturressourcer, påpeger Jeppe Elkjær:

»Det er ressourcer, Kina sidder tungt på i dag. Dem vil Trump have fat i, fordi det værdifuldt, men også fordi han ser Kina som sin største rival. Det er nok nærmere det, som alt det her handler om,« vurderer han.

Når det er sagt, kan møderne få konsekvenser for også Europa, siger han.

»I Europa er vi nærmest sat udenfor de her fredsforhandlinger. Hvis USA og Rusland samtidig nærmer sig hinanden, stiger bekymringen. Hvor er Europas magt så?«

»Hvis jeg sad i et europæisk land eller i EU’s top, ville jeg være bekymret,« afslutter Jeppe Elkjær.